1911. Hvis indespærringen og afsondringen fra dette køn har varet altfor mange år, og de derved er blevet seksuelt svækkede og ikke mere kan udøve den naturlige akt med den modsatte kønspartner, vil de fortsætte med onanien eller den kunstige akt, der i den givne situation ikke altid kan siges fri for at være afsporende og dermed unaturlig. Denne situation burde alle regerende myndigheder og lovgivere lægge sig på sinde, når de dømmer og straffer mennesker. En straf for en såkaldt "forbrydelse" burde absolut ikke i nogen som helst grad være af en sådan natur, at den er med til at ødelægge fangen eller lovovertræderen på hans mest ømtålelige, sjælelige felt og gøre ham til et sjæleligt eller psykisk abnormt væsen. Enhver afsporing, den være sig nok så lille, fra den seksuelle, normale udviklingslinje kan ikke undgå at skabe abnormitet, og de af samfundet brugte metoder til at moralisere og hævde retsprincippet med, er en straf, der foruden frihedsberøvelsen og fangelivet også knytter væsenerne til en tilstand, der direkte fører dem ind i perversiteter og sygelige psykiske forhold, i kraft af hvilke de bliver mere eller mindre sjæleligt ødelagt. Forbrydelser bunder udelukkende i primitivitet. Men primitivitet er ikke et straffespørgsmål. Det er i allerhøjeste grad et udviklingsspørgsmål. Men man udvikler ikke mennesket eller fjerner dets primitivitet ved at lukke det ind i endnu mere primitive forhold, hvor det endog tager skade på sin sjæl eller psyke, ved at man har udelukket det fra dets højeste sjælelige eller psykiske sundhedsnæring: den seksuelle trangs naturlige tilfredsstillelse. At denne mentale kastration er porten ind til en hel serie af seksuelle afsporinger, er kun hvad der igennem åndsvidenskaben viser sig som selvfølgeligt.
Tilbage til forsiden
Forrige