Væsenets fødsel eller inkarnation i det helt færdige topolede menneskelegeme sker ikke samtidig med væsenets mentale oplevelse af den store fødsel
1912. Som vi i det foregående har set, får væsenet kosmisk bevidsthed på det tidspunkt, hvor dets modsatte pol når at blive jævnbyrdig med den ordinære pol, og væsenet er da et kosmisk bevidst væsen. Det har kristusbevidsthed. Det er et menneske i Guds billede. Men dette betyder ikke, at dets fysiske organisme pludselig er blevet et færdigudviklet organ eller redskab for topoletheden. Forvandlingen af jordmenneskets fysiske organisme fra at være enpolet til topolet kan naturligvis kun være et resultat af væsenets indre sjælelige eller psykiske forvandling fra dyr til menneske. Den fysiske organismes forvandling må derfor være et vist stykke tid bag efter den åndelige fødsel. Dette betyder så igen, at et kosmisk bevidst eller indviet væsen kommer til at leve i en epoke, indenfor hvis område dets fysiske organisme ikke er færdigforvandlet, så den helt passer for den topolede seksuelle udløsning. Den vil derfor i tilsvarende grad stadig fremtræde som et organ eller redskab for enpoletheden indtil den modsatte pols talentkerner for skabelsen af en topolet organisme er så fundamental, at de i en ny inkarnation overtager den totale opbygning af den fysiske organisme. Da bliver denne organisme ikke mere enpolet, men topolet. På dette tidspunkt kommer det kosmisk bevidste væsen til at opleve den sidste fase i sin kosmiske indvielse. Denne fase af indvielsen er væsenets begyndende totale topolede udløsning og oplevelse af den højeste ild i sit fysiske legeme. Og først her er nævnte fysiske legeme blevet til det helt færdigt udviklede rigtige menneskelegeme.
Tilbage til forsiden
Forrige