Livets Bog, bind 5
For Guds åsyns strålevæld
1918. Selv om forannævnte topolede seksuelle kulminationsudløsning kun kan finde sted indbyrdes mellem topolede væsener eller de fysisk og psykisk legemlige fuldkomne K-mennesker, de færdige gudemennesker, er disse væseners sympati og kærlighed af en så overvældende styrke eller kapacitet for alle andre levende væsener, at de umuligt bevidst kan gøre noget levende væsen fortræd. Disse væseners organismer er både fysisk og psykisk besjælede af den højeste ild. De er blevet celler i makrovæsenets kulminationsorganer for udløsning af den højeste ild eller kærlighed. De besætter alt levende, de kommer i berøring med med denne deres kærlighed. De er blevet til væsener, der absolut kun kan elske, kun kan kærtegne, kun kan skabe velsignelse, glæde og lykke for alt, hvad de kommer i berøring med. De bærer næstekærlighedslovens væremåde i hjerne og hjerte, og den allerhøjeste visdom i deres psyke, udødeligheden i deres overbevidsthed og evigheden i deres jeg. I sandhed, her er Guds billede åbenbaret i kød og blod, i vand og ånd. Vi er i gudemennesket stedet for Guds åsyns strålevæld.