Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1921

1921. Da kønsorganerne som nævnt er kærtegnsorganer, udgør de dermed de højeste og fornemste organer, et væsen kan have. De er selve organerne eller sanseredskaberne for væsenets afgivelse og modtagelse af sympati eller skabelsen af selve den allerhøjeste fysiske og åndelige forening eller sammensmeltning af to væseners livsfornemmelse til én fælles fornemmelse. Ånd går her over i ånd. Parterne her besætter hinanden med hinandens ånd. Og de samme to parter er, i de få sekunder akten varer, forenede i livsoplevelsens kulmination. De er i denne fornemmelse ét med Gud. Det er selve Guds aura, der i det givne øjeblik funkler i parternes fysiske og åndelige organisme. Det er Gud, der overskygger Adam og Eva. Selve kulminationsfornemmelsen er ikke tids- og rumdimensionel. Den udgør ikke en hjernemæssigt detaljeret oplevelse. Den er bare en fuldstændig given sig hen i den kulminerende behagsfornemmelse i den legemlige eller organiske forbindelse og kontakt med den anden partner. Det er i denne organiske sammensmeltning af parterne, at den guddommelige salighedsoplevelse udløses. Parterne bliver således gensidigt, i udløsningsøjeblikket af den fuldkomne seksuelle akt, en åbenbaring af Gud, ja, et rent håndgribeligt samvær med den evige Fader. Parterne oplever sammen i kød og blod et lysglimt af himmeriges rige. Fornemmelsen af denne akt i selve udløsningsøjeblikket er således suveræn i sin natur. Overalt, hvor den normalt kommer til manifestation, er den et møde med det højeste rige i spiralkredsløbet. Den er et møde med selve Guds egen sfære: den guddommelige verden, ganske uafhængigt af i hvilken af de øvrige riger i spiralkredsløbet den så end kommer til udløsning. Den seksuelle udløsning i renkultur er en direkte fornemmelse af Guds nærhed eller tilstedeværelse, ganske uafhængigt af, om parterne er sig dette bevidst eller ikke bevidst.

Forrige

Næste