De to kønscentres sammensmeltning og væsenets kønslige forvandling fra dyr til menneske
1935. Med hensyn til de to poler, da har den ordinære pol, hvilket vil sige den maskuline i manden og den feminine i kvinden sit udløsningscenter i de seksuelle organer. Den latente eller modsatte pol, hvilket vil sige den maskuline i kvinden og den feminine i manden har sit udløsningscenter i hjerneorganerne. Hos det normale jordiske menneske er disse to centrer endnu stærkt adskilt. Men efterhånden, som udviklingen finder sted, og den modsatte pol tager til, vokser der en forbindelseslinje frem, en slags psykisk hovednerve imellem de to centrer. Den begynder som en lysende udløber fra begge centrer, hvilket vil sige, fra hjernen og fra det seksuelle center i rygmarvsområdet. Disse to udløbere bliver ved med at vokse, indtil de en dag når hinanden og går da øjeblikkelig i forbindelse. Dette betyder så igen, at der ligeledes i samme øjeblik opstår en fuld kontakt mellem det seksuelle hjernecenter og det seksuelle parrings- eller sympaticenter. Væsenet bliver fuldstændig vågen dagsbevidst i sin modsatte pol, der netop nu bliver overskygget fra det seksuelle sympaticenter. Der opstår da i væsenet sympati eller kærlighed til dets eget køn, men denne kærlighed har ikke noget med ægteskab at gøre. Ja, denne ny sympatifølelse afviger endda fra den tidligere seksuelle sympati, der var en energimobilisering for parring og dermed for det ejendomsbegær over et andet væsen, vi kender som "forelskelse", ved at være virkelig kærlighed. Dette vil igen sige en energiudfoldelse, der absolut ikke tilsigter at besidde eller eje nogen eller noget, men udelukkende fornemmer en altoverstrålende behagsfølelse i at tjene alt og alle i kontakt med de guddommelige love. Medmenneskenes fremtræden som mand eller kvinde er ikke mere objektet for kærlighedskulminationen, men derimod "mennesket" i mennesket. Man fornemmer sig ét med alt og alle, hvilket vil sige: ét med Gud. Man er i den samme følelse som den, Kristus var i, da han sagde, at "jeg og Faderen vi er ét". Alt er nu indlemmet i det sympatiske anlæg, alt er flammer af den allerhøjeste ild. Og først da er jordmennesket blevet til det virkelige menneske. I denne ild eller seksuelle tilstand kulminerer overholdelsen af kærlighedsloven og dermed opretholdelsen af selve verdensaltet.
Tilbage til forsiden
Forrige