"Dyreriget" er spiralkredsløbets "dødsrige" og udviser, at de overleverede klassiske eventyr om "forheksede prinser og prinsesser" er kredsløbets eller livets sandhed, fortalt i symboler for den enfoldige eller "fattige i ånden"
1604. Hos disse to "enpolsvæsener", "Adam" og "Eva", hvor livets mørke i renkultur behersker bevidstheden, har vi, som allerede påpeget, selve "dødens" zone eller spiralkredsløbets "dødsrige" i renkultur. Det er den sfære, vi fra vort daglige liv kender under betegnelsen "dyreriget", det dræbende princips hjemstavn, hvor den "enes død er den andens brød", og hvor "enhver er sig selv nærmest". Vi er her i et rige eller en sfære i verdensaltet, hvor evnen til at elske sin næste er bortfjernet til fordel for evnen til at elske sig selv, hvilken sidste evne derved endog er gjort til en hundrede procents livsbetingelse. Tænk hvilken sandhed, der er overleveret menneskeheden igennem alle de klassiske eventyr. Det, som i dem før blev betragtet som ren fantasi og uvirkelighed, er her blevet til levende virkelighed. Grundtonen i eventyrenes beretning er jo denne, at "prinser" og "prinsesser" eller væsener i højheden, væsener i lyset kommer under "hekses" og "troldes" indflydelse, bliver af mørkets magt "forhekset" eller omskabt til uhyggelige, primitive væsener, i andre tilfælde til "skindøde", "tornerosesovende" eller "forstenede" foreteelser. Alle disse beretninger har ikke på nogen som helst måde i princip kunnet overtrumfe det virkelige livs store eventyr, ja, er simpelt hen intet mere eller mindre end en genial kunstnerisk beretning om dette livseventyrets virkelige begivenheder og principper, fortalt og gjort forståelige for enfoldige, halvt "dyriske" og halvt "menneskelige" væsener eller de "forheksede" lysets væsener i deres begyndende opvågnen af "fortryllelsen", af "forsteningen", af "forbandelsen" til "opstandelsen til det evige liv", deres guddommelige befrielse fra mørkets sorte magter. De "forheksede prinser og prinsesser" symboliserer "Adam" og "Eva" i deres dyriske, fysiske organismer og i deres totalt tabte bevidsthed om deres egen høje herkomst eller identitet som evige, over tid og rum hævede, gudesønner. Deres "fader", "kongen" er Guddommen. "Troldmanden", "heksen" eller mørkets ophav er "djævelen", der igen kun er væsenernes "forheksede" eller formørkede syn af deres evige Fader.
Tilbage til forsiden
Forrige