Det sjælelige svanger- eller fosterskab varer ved ud over den fysiske fødsel
1606. "Blodets bånd" er således en psykisk foreteelse, som absolut ikke udelukkende betinges af kødeligt eller kropsligt familieskab. Ja, dette familieskab kan endog undertiden hos væsenerne være totalt nedbrydende eller opløsende nævnte bånd. Forældre og børn såvel som søskende kan have en medfødt antipati, der undertiden ligefrem kan udvikle sig til dødsfjendskab imod familieskabet med den eller den. I sådanne situationer er det virkeligt sjælelige familieskab, slægtskabsfølelsen undermineret og opløst. Og det familieskab, der så er tilbage, er kun "kropsfamilieskabet". Men dette betyder naturligvis ikke, at "kropsfamilieskabet" ikke spiller en større rolle under normale forhold. Hos pattedyrene og andre fremskredent udviklede eller højere former for dyrearter betinger "kropsfamilieskabet" et "sjæleligt svangerskab", der bliver ved med at eksistere ud over den fysiske fødsel. Idet fosteret ved en sjælelig sympati stadig er forenet med forældrenes sjæle, efter at det fysiske svangerskab er ophørt i moders liv, bevirker dette, at forældrene stadig føler afkommet som noget af dem selv, og som de derfor må beskytte. Og det er denne beskyttelsestrang og pligtfølelse overfor afkommet, der viser, at det sjælelige foster- eller svangerskab ikke ophører samtidigt med det fysiske. Og det er jo kun guddommeligt, thi fosteret indenfor disse højere væsener er totalt hjælpeløst, selv om det har passeret den fysiske fødsel. Derfor er det godt, at naturen betinger det som normalitet, at forældrene er disse "sjæleligt ufødte" fostres skytsengle. Og sålænge disse "fostre" endnu ikke kan klare sig selv uden forældrenes eller disses stedfortræderes hjælp, er de endnu i tilsvarende grad "sjæleligt ufødte", udgør "sjælelige fostre". Alt, hvad vi kalder "børn" og "unge mennesker", er således mere eller mindre "sjælelige fostre", der er underkastet en tilsvarende permanent "sjælelig fødsel".
Tilbage til forsiden
Forrige