Tendensen til at søge imod et forsyn er ikke opfundet af mennesker, men er derimod en organisk funktion i ethvert levende væsen
1613. Den vil nemlig, trods alt, umuligt kunne udslettes helt af væsenernes bevidsthed. Denne højere form for oplevelse af livet har efterladt sig en lille uudslettelig spire eller rettere et ganske lille frøkorn så dybt i det jordiske menneskes indre, at det umuligt har kunnet tilintetgøres, selv om de ydre polforvandlinger har skabt vældige mentale storme, sorger og lidelser og lagt et ydre overfladisk glemsels mørke over dets erindringer om hin overjordiske eller himmelske verden, det engang har forladt. Dette bliver synligt gennem den omstændighed, at vi hele vejen igennem mørkestadierne bliver vidne til en tendens i væsenet til at søge imod en ukendt overlegen magt, når det er i livsfare. Dyr, der er så fremskredent udviklede, at de kan frembringe lyde, udløser denne henvendelse i form af angstskrig. Nævnte væsener har naturligvis ikke nogen vågen dagsbevidst detaljemæssig opfattelse af denne deres udløsning. Den sker så at sige hundrede procents automatisk ved enhver lejlighed, når dens ophav er i livsfare. Hos det i udviklingen længere fremskredne menneske er denne tendens i væsenet blevet en vågen dagsbevidst foreteelse. Det er den, der ligger til grund for dets religiøse tro. Væsenet fornemmer igennem den et styrende forsyn, det henvender sig til i situationer, når alle andre veje er lukkede eller ufremkommelige. Når væsenet bliver svigtet af venner, bliver forfulgt og tyranniseret af fjender, kommer til skade eller i ulykke, bliver sygt og lidende og i alle disse situationer er hjælpeløst, da vil dets mentale indstilling organisk blive ført ind på tanken om hjælp fra dette forsyn. Selve denne tendens til at søge imod Forsynet er således ikke noget, der er opfundet af mennesker. Nævnte tendens er en organisk funktion, der viser et fundamentalt led i verdensstrukturen mellem det levende væsen og den natur, det er omgivet af.
Tilbage til forsiden
Forrige