Jordmenneskenes endnu uudviklede kundskaber om "den højeste ild" og konsekvenserne heraf
1634. Men hele forståelsen af lys og mørke ligger i kendskabet til det her i "Livets Bog" mange gange nævnte "spiralkredsløb". Opretholdelsen af dette befordres altså igennem princippet "den højeste ild". Nævnte ild er igen det samme som sult- og mættelsesprincippet, hvis udløsnings kulmination er "seksualisme". "Seksualisme" er igen det samme som enhver form for behagsfølelse eller vellyst, der igen er det samme som enhver form for mættelsesfølelse, enhver form for velvære. At menneskene i det daglige liv kun opfatter samlejet eller selve befrugtningsakten som seksualisme, afslører blot deres endnu sovende eller kosmisk døde tilstand eller store uvidenhed med hensyn til selve deres jeg og dets kosmiske psyke. "Den højeste ild" ligger altså til grund for absolut alle eksisterende former for sult og mættelse og kulminerer som begæret eller sulten efter mørket og mættelsen af mørket og som sulten efter det højeste lys og mættelsen af dette lys. Her i disse to begær og disses mættelse går universets mangfoldighed af former for begær og mættelse op såsom den almindelige ernæringsmæssige sult og mættelse, begæret efter rigdom, position og magt såvel som begæret efter at agte, ære, elske og tjene sin næste eller alt levende og tilfredsstillelsen af disse begær. Af dette umådelige sult- og mættelsesprincip, dette begær- og tilfredsstillelsesocean opfatter det jordiske menneske som før nævnt kun kønsbegæret og dettes tilfredsstillelse som "seksualisme". Og det bliver her selvfølgeligt, at mennesket dermed er et ufærdigt væsen. Da det skal dirigere hele sin livsskæbnes skabelse med sin vilje, og viljeføring kun kan resultere i absolut lykke ved at være i kontakt med verdenslovene eller "Guds vilje" (verdenslogikken) og det falder i ulykke, hvis dette ikke sker, er det ikke så mærkeligt, at det jordiske menneske med dets kosmiske bevidstløshed angående seksualismens virkelige store ocean udenfor han- og hunkønnets særvæsenstilstand ikke kan dirigere sin vilje i kontakt med livslovene. Det kan jo umuligt dirigere sin vilje efter en viden, det ikke har.