Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1641

1641. Vi er i hele vort omfattende studium af "Livets Bog" kommet dertil, at det er blevet en kendsgerning for os, at al manifestation såvel som stof eller materie udgør stadier i et kredsløb. Dette kredsløb er igen en mental bevægelse fra mørke til lys og fra lys til mørke og herfra igen tilbage til lyset og således fortsættende. Da denne bevægelse, som er livets fornemste kendetegn, er hundrede procent logisk i helhedsvirkningen, bliver den identisk med kulminationen af visdom og kærlighed. Alt er således "levende". Al bevægelse, al funktion, al udløsning af energi er i sin højeste instans eller i helheden en mental funktion. Men når helheden åbenbarer eller tilkendegiver sig som en mental funktion, hvilket vil sige, ved en levende bevidst viljeføring, hvem eller hvad er så denne helhed? – Kan en mental funktion, en åbenbaring af visdom og kærlighed være en død tings tilkendegivelse? – Kan en død ting være ophav til hensigter? – Kan en død ting ønske, at verdensaltets helhedsstruktur og dermed alle eksisterende energiudløsninger, bevægelser og manifestationer skal fremtræde således tilpasset i helhedens favør, at de kan udtrykkes under det evige facit: "Alt er såre godt"? – Og hvem andre end dåren eller uvidenhedens og naivitetens intolerante apostle tør påstå, at åbenbaringen af dette vældige verdenssceneri, dette umådelige ocean af energier, kræfter og bevægelser ikke er bestemt til at skabe reaktion? – Hvorfor skulle en bevægelse overhovedet finde sted, hvis den ikke havde til formål at påvirke noget, der kan mærke denne påvirkning og reagere overfor denne? – At påvirke noget, der er dødt, noget, der ikke kan opleve eller reagere overfor påvirkningen, vil jo være totalt meningsløst. At påvirke døde ting for de døde tings egen skyld gør jo processen lig med nul. Til hvad nytte kan døde ting være, hvis ikke de samtidigt har det formål at påvirke levende væseners sanser? – Alle former for bevægelse i verden, ja, alt iberegnet ligefra stjernernes og klodernes gang i makrokosmos til energipartiklernes bevægelse i mikrokosmos har kun det absolut ene formål, at påvirke levende væseners sanser. At benægte eller forkaste denne erkendelse er det samme som at bygge sit liv på en abnormitet. Det er at sværge til kulminationen af vildfarelse og overtro. Det er at tilbede døden i stedet for livet. Men tror man, man i længden kan blive ved med at sværge til en livsopfattelse, der i sig selv er en kompromittering af ens egen åndelige uformuenhed, ens benægtelse af fakta? – Er ikke også denne uformuenhed, denne benægtelse af fakta i sig selv et stadium i kredsløb, en mental bevægelse mellem intellektualitet og primitivitet, en tone i skalaen mellem lys og mørke, imellem diskant og bas? –

Forrige

Næste