Alle former for manifestation har rod i jegets maskuline og feminine pol
1646. Igennem disse to poler bliver jegets urbegær til skabeevne, hvilket igen vil sige: evnen til at fornemme behag og ubehag. Og denne evne er altså al sansnings og skabelses inderste struktur. Hele livsoplevelsen drejer sig kun om variationer i oplevelsen af behag og ubehag. Hele universets struktur med alle dets bevægelser, energiformer eller materiearter er udelukkende kun til for at skabe reaktioner i jegets inderste sansestruktur, ligesom de umuligt kan være til, uden at de i deres inderste analyse ligeledes er at føre tilbage til det "maskuline" og det "feminine" princip i levende væsener. Dette gælder støvfnuggets fald ligesåvel som solbyers og kloders fart igennem rummet. Dette gælder for en kraftmaskines funktioner såvel som for det levende væsens puls. Absolut alle bevægelser, stofdannelser og klimaforhold, alt, hvad der overhovedet kan opleves eller sanses, har rod i og befordres af levende væseners "maskuline" og "feminine" poler.