Livets Bog, bind 5
Den højeste ild og jeget
1648. Da hele livsfunktionen således drejer sig om skabelsen eller opnåelsen af behags- eller velværefølelse, og livet uden denne ikke når sin kulmination, bliver det her synligt, at samme princip er identisk med det almindelige seksuelle princip. Med hensyn til dette princip drejer det sig også om opnåelsen af den højeste behagsfornemmelse eller vellystfølelse. Der er således ikke nogen forskel på det jordmenneskelige seksualprincip og selve det kosmiske livsoplevelsesprincip. Det er kun i den rent ydre struktur ved sin tilknytning til det kødelige forplantningsprincip, at den jordmenneskelige seksualisme skiller sig ud fra hovedprincippet som et særligt detaljeområde. Hele livsoplevelsen, ja, hele verdensstrukturen er således et spørgsmål om behagsfølelse. Det er denne behagsfølelse, der i sin højeste instans er "himmeriges rige", er "saligheden", er oplevelsen af "udødeligheden", er oplevelsen af at være "ét med Faderen", oplevelsen af at være tidens og rummets herre. Tilfredsstillelsen af denne livets højeste behagsfølelse er således det samme som "den højeste ild". Denne tilfredsstillelse eller "ild" er jegets mentale varmekilde, dets arne, dets vugge, dets gravsted, dets opstandelse og evige væren.