Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1653

1653. Da det samtidigt befinder sig midt i en verden af "halvkønsvæsener" af sin egen art, det såkaldte "eget køn", som det ikke kan opleve salighedsglimtene eller det virkelige livs impuls sammen med, har det ingen seksuel interesse af disse væsener. Det hundrede procents "halvkønsvæsen" har intet talent for sympati- eller kærlighedsmæssig forbindelse eller kontakt med væsener af dets eget køn. Der er ingen ild i et sådant væsen, der her varmer instinkterne op til længsel efter at udveksle kærtegn med disse væsener. Og da de nævnte væsener samtidig er medbejlere til det modsatte køns væsener, der jo er en livsbetingelse for deres mentalitets eller sjælelivs ligevægt, bliver de, som allerede tidligere beskrevet i "Livets Bog", en gene eller noget, der er med til at gøre livet sværere for deres eget køn. Dette køns væsener vil derfor i værste tilfælde indbyrdes betragte hverandre som dødsfjender, som væsener, man helst ser ryddet af vejen, for at man selv kan blive enehersker blandt det modsatte køns væsener. Denne mentale indstilling til væsenerne af eget køn er den allerførste form for det såkaldte "onde" og kendes i dag under begreberne "jalousi" eller "skinsyge". Denne "skinsyge" er altså i virkeligheden en "selvopholdelsesdrift". "Selvopholdelsesdriften" er igen selve stammen på "kundskabens træ". Den er stammen, på hvilken alle former for had og dermed alle former for forfølgelser eller enhver efterstræben andre væsener efter livet, er grenene. Næsteforfølgelser af enhver art har således sit udspring fra "skinsygen" eller "selvopholdelsesdriften" på samme måde, som et træs grene har sit udspring fra stammen og får sin livsnæring derfra. Man kan også sige, at selvopholdelsesdriften og dens samlede forestillingskoncentration "selviskheden" eller "egoismen" er en flod, og alle de forskellige former for næsteforfølgelser eller for manifestation af ukærlighed er denne flods bifloder, åer og bække. Og aldrig før i jordmenneskehedens historie har disse selviskhedens bifloder, åer og bække været en større kendsgerning, end de netop er i dag. Er hele den jordmenneskelige tilværelse ikke netop i den nuværende tidsepoke en ligefrem uigennemtrængelig labyrint af disse selviskhedens forgreninger? – Og var det ikke netop denne selviskhedens eller egoismens kulminerende udstrækning, der er forudsagt som "helvede", som "ragnarok" eller "dommedag" og deres tidsepoke som "de sidste tider", hvorefter "en ny himmel" og "en ny jord" skulle blive åbenbaret, skulle blive herskende? –
Vi ser altså her, at hele den jordmenneskelige mentale fremtræden og skæbne af i dag har sit udspring i denne opdeling af væsenerne i to halvkønsvæsener, ved hvilke adgangen til salighed eller den virkelige oplevelse af livet mere eller mindre er baseret på en slavelænkning eller en udryddelse af ens eget køn.

Forrige

Næste