Livets Bog, bind 5
Nødvendigheden af de seksuelle "halvkønsvæseners" omskabelse til "helkønsvæsener"
1667. I denne menneskehedens begyndende lysepoke, hvilket vil sige det stadium, der i særlig grad i dag bæres af de sidste store verdensreligioner, hader væsenerne altså mørket eller "det onde" og bekæmper det i stor antipati, vrede og krig. De religiøse sekter, religioner og samfund befinder sig således i strid og udløser en stærkt udviklet intolerance imod hverandre. De gør nemlig i stor udstrækning krav på hver især udelukkende at sidde inde med det rette lys, medens alle de anderledes tænkende religiøse partier opfattes som mørkets væsener, som "hedninger" og deres opfattelse af lyset som "hedenskab". Oplevelsen af den ny lysepoke er altså i virkeligheden ikke længere fremme i sin udvikling, end at den er blevet et nyt objekt for menneskenes indbyrdes intolerance eller indignation, vrede eller dyriske natur. Men hvordan skulle væsenerne vel også kunne aflægge millionårige traditioner, blot fordi de begynder at blive trænet i nye forskrifter? – Og hvad er det så, disse forskrifter går ud på? – Er det ikke netop på at udvikle træningen i at kæmpe imod sin egen vrede, hidsighed, intolerance og selviskhed, altså en bekæmpelse af disse sine millionårige traditioner? – Men søger menneskene ikke netop i stor udstrækning at skjule sit endnu ufærdige talent på disse felter under begrebet "retfærdig harme" og "hellig vrede"? – Disse begreber er altså en slags "figenblade", hvorunder man dækker sin mørke eller dyriske natur. Og har man ikke i lysets navn igennem inkvisition og korstog forfulgt, torteret og dræbt sine medmennesker under påskud af, at det var den højeste moral således at forfølge de medmennesker, der vovede at tænke og handle anderledes end religionens eller kirkens autoriteter? – Enhver sådan handlemåde er hedensk og har ikke noget med den kristendom at gøre, som åbenbaredes af ham, der sagde: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Og er det ikke netop en almengældende erfaring blandt dem, der har begyndt for alvor virkeligt at ville udrense sig fra de dyriske traditioner, anlæg og talenter, at de gang på gang må udbryde ligesom Paulus: "Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, det onde, jeg ikke vil, det gør jeg?" – Og således må tilstanden naturligvis være, sålænge væsenernes organiske struktur endnu ikke holder dem bundne i helkønstilstanden og derfor i tilsvarende grad gør de samme væsener afhængige af mørkets principper. Og anderledes ville det aldrig nogen sinde kunne blive, hvis ikke Forsynet i væsenet havde nedlagt en organisk struktur med netop udviklingen af lysets epoke for øje. Hvis denne organiske funktion, som skabte væsenerne om til seksuelle halvkønsvæsener, til hun- og hankøn, ikke fortsatte sin udvikling og nu dannede væsenerne om til at blive seksuelle helkønsvæsener, ville lyset aldrig nogen sinde komme til at skinne i verden. Thi helkønstilstanden er udelukkende den organiske struktur, igennem hvilken lyset kan skabes, ligesom halvkønstilstanden udelukkende er den organiske struktur, igennem hvilken mørket kunne skabes. Det nytter således ikke med forskrifter og idealer alene. Disse er kun til nytte der, hvor omskabelsen til helkønsvæsener allerede er begyndt. Kun hvor talentet er, kan geniet skabes.