1687. I denne altoverstrålende, guldkopierede ydre verden, som er udtryk for væsenets oplevelse af sin individuelle indre verden, finder vi den guddomsgnist eller livsspire, der i en begyndende ny spiral skal blive til "mennesket i Guds billede". Denne livsspire er den bibelske "Adam" i sin inderste analyse. Adams daglige bevidsthed var altså en genoplevelse i erindringen af det, han havde oplevet i forudgående epoker som væsen i et tidligere spiralkredsløbs rigtige menneskerige, dets visdomsrige og guddommelige verden. Da væsenet i de pågældende riger eller verdener har kosmisk bevidsthed og taler med Guddommen, som en mand taler med sin næste, er det ikke så mærkeligt, at det i den bibelske beretning ordret hedder, at "de hørte Gud Herrens røst, som gik i haven". Men det evige liv kan ikke indkapsles i en blot og bar "indre verden", selv om denne er kulminerende salighed. Thi salighedens detaljer var erindringer, erindringer er skabte ting, og skabte ting kan umuligt være evige. De er forgængelige eller timelige. Og et evigt liv kan ikke opleves igennem en timelig ting, hvilket vil sige: en blot og bar midlertidig ting, et forgængeligt nu. Det kan kun opleves igennem en ting, der udtrykker evigheden. Evigheden kan kun udtrykkes igennem den evige foreteelse, vi kender som spiralkredsløbet. Guds "skabelse af mennesket" måtte således først og fremmest bestå i at få denne i sin indre verden fordybede Adam vækket til live i den ydre, materielle verden. Uden at Adam eller det åndelige væsens dagsbevidsthed kunne føres fra dets indre verden og ud til praktisk realistiske oplevelser i den ydre verden, kunne samme væsen ikke komme til at opleve hverken fysisk eller psykisk i denne verden, rent bortset fra, at denne ikke på nogen som helst måde kunne være blevet til. Og det første, vi hører om denne ydre verdens fysiske, materielle tilstand, er de bibelske sætninger: "Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at mennesket er for sig alene; jeg vil gøre ham en hjælp, som skal være hos ham."
Tilbage til forsiden
Forrige