Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1700

1700. Det er denne "ånd", der gør en organisme "levende" eller bringer en hensigtsmæssig materiekombination til at udgøre et "levende væsen". Sålænge denne ånd har besat eller gennemtrænger den fysiske organisme, lystrer denne "ånden" og fremtræder som "levende", idet "ånden" igennem den udløser en permanent, planmæssig vekselvirkning imellem sig selv og den fysiske verden. Og vi siger om denne organisme og den igennem denne manifesterede tilkendegivelse af tanke og vilje, at den udgør et "levende væsen". Når denne "ånd" trækker sig ud af organismen, ligger denne stille hen og går sin totale opløsning i møde. Og vi udtrykker en sådan af "ånden" forladt organisme som et "lig". Igennem denne analyse forstår vi således nu, at "mineralmaterien" er "livløs", fordi den er "åndløs". Den er forladt af jeget og dets tankeverden. Det vil altså sige, at det i organismen boende virkelige levende væsen eller ophav til organismen har forladt denne. Nævnte åndelige ophav har altså evne til at træde ud af den fysiske organisme og dermed ud af sin vekselvirkning med den fysiske verden. At det her er "bevidst" og ikke "bevidstløst" bliver selvfølgeligt igennem den kendsgerning, at det kan danne sig de planer og hensigter, som ligger til grund for den fysiske organismes skabelse og opbygning, og som nødvendigvis må ligge forud for enhver fysisk manifestation eller skabelse. Hvordan og på hvis ønske og bud skulle den ellers blive til? – Hvis væsenet var bevidstløst på det åndelige plan, hvordan skulle det da skabe en ny fysisk organisme og i det hele taget gang på gang komme tilbage til det fysiske plan? – Det er da ikke i bevidstløs tilstand, at det levende væsen skaber eller udarbejder planer og hensigter, men i vågen, dagsbevidst fremtræden. Det er således, ligesom det fremgår af alle de øvrige analyser i "Livets Bog" angående denne side ved det levende væsen, udelukkende den her skildrede kombination af jeget og dets tankeverden, der betinger reinkarnation og fysisk skabelse. Når jeget med sin ånd besætter eller overskygger den fysiske materie i den hensigt at skabe en organisme, bliver nævnte materie til "vegetabilsk" og dernæst til "animalsk" materie. Når det ikke besætter eller overskygger disse materier længere, bliver disse igen til "livløst" stof, til "mineralmaterie". Al "mineralmaterie" i verden er altså "åndløs" og dermed "bevidstløs". Hvis jeget lader sin ånd forlade den fysiske organisme uden at afskære forbindelsen helt med samme organisme, bliver det i denne kun delvis bevidstløs. Det er denne delvise bevidstløshed, vi kalder "søvn". Under søvnen er jegets vekselvirkning eller korrespondance med den fysiske verden igennem dets fysiske organisme nedsat til en meget latent tilstand, men ikke anderledes end at det netop igen kan lade denne vekselvirkning komme til fuld udløsning, når det påkræves. Når denne vekselvirkning atter sættes i funktion, siger vi, at væsenet "vågner". Denne "søvn" indfinder sig ikke blot på normal måde som en naturlig nødvendighed, men den kan også fremkaldes kunstigt ved bedøvende midler, ved læsioner af den fysiske organisme og ved hypnose og selvhypnose. Men for alle disse kunstige former gælder det, at de er unormale og kan være skadelige for ikke at sige livsfarlige. De kan således i værste tilfælde totalt ødelægge åndens forbindelse med den fysiske organisme, der derved altfor tidligt bliver ubrugelig og udskiller sig fra jeget, hvorefter den fremtræder som "lig".

Forrige

Næste