Hvorledes Adam i lyset var døende og måtte overgå til den åndelige verdens dødssfære "salighedsriget"
1704. Der var altså gået umådelige tidsrum og oplevelsesepoker, siden Adam i sit spiralkredsløb havde kulmineret og udlevet denne form for seksuel struktur eller organisering af de sympatiske anlæg. Ja, så længe havde Adam i virkeligheden levet i lysets regioner og under den seksuelle struktur, der befordrer næstekærligheden eller den højeste ilds kulminerende domæne, at hans vågne dagsbevidsthed her forlængst var begyndt at "dø". Han havde altså oplevet til fuldkommenhed lysets regioner. Men en ting, man har oplevet til fuldkommenhed, formindsker interessen for denne ting og skaber en hunger efter en ny interessesfære. For hver gang, man oplever at se et og samme skuespil, taber man noget af interessen for dette skuespil og ønsker mere og mere at se et nyt. Det samme gælder jo også romaner og eventyr såvel som vittigheder. Det er denne kredsløbsprincippets altgennemtrængende lov, der også her gør sig gældende. Oplevelser fødes og dør på samme måde som de fysiske organismer. Hvis ikke det var således, måtte alt jo stå stille, alt gå i balance, og denne balance måtte være en evig total ubevægelighed, hvilket er det samme som en evig død. Kredsløbsprincippet bringer alt til at fødes, bringer alt til at kulminere for derefter at bringe det ind i en degeneration eller døende tilstand. Det er i kraft heraf, at foråret, sommeren, efteråret og vinteren bliver til, ligesåvel som det er det samme princip, der bevirker barndom, ungdom, manddom og alderdom. Det evige liv består i en evig fortsat gentagelse af at fødes og dø, i at huske og glemme, i at hungre og mættes. Vi finder altså den bibelske Adam i en tilstand, hvor han er blevet mættet af lyset eller den lystilværelse, han befinder sig i. Opfyldelsen af dens love er ikke mere dagsbevidst viden, men er forlængst blevet til automatfunktion. Og nye lysoplevelser har ingen interesse. Her er Adam til fulde mættet. Det bliver derfor klart, at hans vågne dagsbevidsthed på dette stadium i lysregionen er stærkt nedadgående, er stærkt stilende frem imod bevidstløshed. Adam i lysregionen er "døende". Og som følge heraf må han efterhånden, som den vågne dagsbevidsthed aftager på det ydre tilværelsesplan (den guddommelige verden), overgå til det åndelige plans "dødssfære". Da denne "dødssfære" ikke kan være noget ydre tilværelsesplan, må den være et indre tilværelsesplan. Det er dette tilværelsesplan, vi kender som "salighedsriget".
Tilbage til forsiden
Forrige