Livets Bog, bind 5
Hvorledes den falske opfattelse af paradisbegivenheden ligger til grund for tilbedelse af krigens domæne som "ærens mark"
1713. Men at være partisk og favoriserende overfor en sandhed på bekostning af en anden sandhed bliver det samme som at være uretfærdig. Man maler sine yndlingsteorier op i skønne rosenrøde farver, medens man til gengæld maler sorte og mørke farver på alt, hvad og hvem man ikke kan lide. Og således er den guddommelige, evige kosmiske begivenhed, der hedder "Evas skabelse", blevet overført til efterverdenen af mennesker, der har malet den sort og uhyggelig og gjort den til en djævelsk handling langt borte fra Guddommens bestemmelse og viljeføring. Og det er denne partiskhed, der den dag i dag er fundamentet for den kristne, kirkelige religionsforkyndelse. Her forkynder man endnu død, straf og guddommelig vrede over alle syndere, der ikke af hjertet angrer og beder om "nåde" og "syndsforladelse" ved "Jesu blod". Og dette afføder igen en klassificering af menneskene, en inddeling i de favoriserede og de foragtede, der henholdsvis betegnes som "de frelste" og "de fortabte". Medens "de frelste" ender hos Gud i himlen i fryd og glæde, ender "de fortabte" i helvedes ild, hvor der er evig pine, gråd og tænders gnidsel. Men er denne favorisering af nogle væsener og frastødning af andre væsener, denne klassificering af sin næste ikke i sig selv en ugudelighed? – Jo, det er denne ugudelighed, denne hadefulde eller intolerante indstilling til visse af livets principper og overvurdering og tilbedelse af andre af det samme livs principper, der, skønt de alle er lige guddommelige og udtryk for den guddommelige vilje, har gjort de kristne stater til verdens mest geniale krigsfolk og udøvere af det dræbende, dyriske princip. De har i en overdådig grad gjort deres forbillede Guddommen til et vældigt krigsvæsen, der i vrede straffer og hævner alt, der ikke er i hans favør. En verdensopfattelse baseret på et sådant gudsbillede måtte uvægerligt gøre alle sine tilhængere til kopister af denne i deres opfattelse guddommelige væremåde. Er det ikke netop denne religiøse indstilling, der er fundamentet til det altdominerende militærbegreb "ærens mark". Er det ikke en nedværdigelse ikke at ville dø på "ærens mark"? – Hvad er "ærens mark"? – Er det ikke det samme som krigen imod sine modstandere, krigen imod anderledes tænkende væsener? "Ærens mark" er altså den mark, hvorpå man ofrer sit liv for at tilintetgøre og ødelægge sine medvæsener. På "ærens mark" gælder det ikke om at opfylde det kristne ideal eller påbud om at "vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre", tværtimod. Den, der vil gøre dette, måtte jo risikere at blive straffet som "forræder".