Livets Bog, bind 5
Verdensgenløserens måde at kærtegne på
1717. Men at elske sin næste, skabe virkelig kærlighed for denne var ikke gjort med et blot og bar klap på kinden, et venligt smil og kærlige tilgivende ord, kort sagt, det var ikke gjort med almindelige kys og kærtegn. Sådanne synlige udtryk eller udslag af den endnu overjordiske kærlighed ville jo også have bragt de endnu stærkt hankøns- og hunkønsbetonede væsener til forargelse, had og forfølgelse, uden at der ville være kommet noget godt ud deraf. Det var disse udslag af det nye køn, der endnu ikke var af denne verden og derfor ikke kunne forstås eller tolereres af denne verdens beboere. Men Verdensgenløseren havde også en helt anden måde at kærtegne på. Af sit rige visdomsforråd eller guddommelige kosmiske kildevæld kunne han overskygge og omfavne alle levende væsener og således være et absolut redskab for sin Faders vilje, kraft og ånd, være "den hellige ånd" levendegjort i kød og blod. Han kunne således være en hellig ild, en flamme, der efterhånden kunne bringe den elskede næste ud af mørket, frem i lyset, frem til den guddommelige varige fred på jorden, selv om han også i første instans blev hadet og forfulgt af denne næste. Han kunne altså kærtegne på en måde, der endnu var helt overjordisk og derfor ikke kunne overtrumfes. Ja, han var åbenbaringen af selve kærlighedens kulmination. Han kærtegnede med denne sin Faders ånd i sit guddommelige væsen alt og alle. Han elskede sine fjender og bad for dem, som hadede og forfulgte ham. Han åbenbarede, at kun gennem kærligheden til alle dem, der ikke kan lide os, går vejen til det evige lys. Kun denne kærlighed kan gøre det levende væsen til ét med sin kosmiske Fader og ophav eller til "mennesket i Guds billede". Det var ikke så mærkeligt, at han kunne sige, at "jeg og Faderen vi er ét".