Hvorledes "alkærligheden" er en ny sansedimension, der ligger til grund for væsenernes fremtræden med "kosmisk bevidsthed", som "messias'er" eller "verdensgenløsere"
1725. Grundet på denne mentale tilstand, denne særlige mentale sult, er væsenet altså kommet ind i sin sidste store dimensionelle fase. Det har i virkeligheden fået en ny sanseevne. Medens det tidligere mere eller mindre sansede med instinktet og hjernen, sanser det nu i kraft af hjertet, hvilket vil sige med dets nye kærlighedssans. Universets grundtone alkærligheden, som i virkeligheden behersker alle foreteelser, er en verden, et element, der skjult er til stede for almenheden på samme måde, som lyset skjult er til stede for det blinde menneske. Men ligesom lysets tilstedeværelse efterhånden igennem årtusinderne bevirkede synets tilblivelse hos de levende væsener, således bevirker universets grundtone eller alkærligheden alkærlighedssansens tilblivelse hos det levende væsen. Det bliver i kraft af denne sans udelukkende kun indstillet på at se alt i alkærlighedens sande lys. Denne tilstand har naturligvis også sit kredsløb og er i sin begyndelse kun en anelse. Men efterhånden bliver anelsen mere og mere til intuition og dermed til vished. Denne vished eller viden bliver så ved intelligensens hjælp givet ord og udtryk på det fysiske plan. Hvis det er mindre udviklede eller primitive væsener, denne kosmiske viden eller sandhedserkendelse skal overføres til, bliver den iklædt mentale billeder eller lignelser tilpasset til disse væseners erkendelsesevne. Hvis det derimod er intellektuelt udviklede væsener, nævnte kosmiske viden skal overføres til, bliver den fremstillet i rent realistiske analyser. Og det er disse analyser, der udtrykkes som "kosmiske analyser". Det er udelukkende kun igennem disse analyser, at livsmysteriets løsning kan åbenbares. Det er besjælingen af denne alkærlighedssans eller evne, der ligger til grund for væsenernes fremtræden som "messiasser", verdensgenløsere og vismænd.
Tilbage til forsiden
Forrige