Livets Bog, bind 5
Menneskehedens misforståelse og forfølgelse af deres egen højeste organiske udvikling
1736. Den, der virkelig vil til bunds i kærlighedsvidenskaben og dermed det seksuelle princip eller den højeste ild, må nu hæve sig op over de gængse tusindårige traditioner og forestillinger angående nævnte princip eller den højeste ild. Og det må indrømmes, at det ikke er nogen let sag. Ingen som helst bevidsthedsfaktor, intet som helst i den menneskelige psyke er så indfiltret, skjult og camoufleret i overtroens og misforståelsens hængedynd som netop den gren af den højeste ild, der giver sig udslag igennem det jordiske menneskes seksualisme eller sympatiske anlæg. Den store udviklings- eller forandringsproces, som årtusinderne har ført med sig indenfor denne organiske funktion, har man misforstået og forfulgt i en så høj grad, som det overhovedet kan lade sig gøre og med det resultat, at menneskeheden i dag faktisk står ganske uvidende om denne sin allerhøjeste og altafgørende organiske funktion. Og hvad værre er, en meget stor procentdel af menneskehedens individer er forsumpede i seksuelle abnormiteter af mange forskellige arter, rent bortset fra det utal af ulykkelige forhold, nedværdigelse, skam, vanære og selvmord, som også er blevet en følge af den grænseløse tåbelighed eller overtro, at den seksuelle organiske side ved mennesket er noget nedsættende, noget vanærende, noget man virkelig ikke kan være bekendt at omtale, skønt virkningerne af nævnte organiske princip er hemmeligt til stede bag alle normale, kønsdygtige væseners tanke- eller bevidsthedsliv. Det er igennem årtusinder, grundet på at religioner og præsteskab også har betragtet det som syndigt at beskæftige sig med det omtalte problem, blevet et mysterium, der som nævnt var i alles tanker eller bevidsthed uden at måtte videreføres til åbenlys tale og interesse. Men da det var en drift, der umuligt kunne standses, hvor meget man så end forsøgte at leve i cølibat og askese, eller hvor meget man så end betragtede det som syndigt at have seksuelle tanker i sin hjerne, måtte den skaffe sig afløb ad andre veje end de naturlige. Og jordmenneskehedens sfære blev i stor udstrækning en zone for udvikling af psykopater, sadister, lystmordere, pyromaner og andre former for forvildelser i den seksuelle udvikling. Det seksuelle liv er i dag et endnu større mysterium end nogen sinde. Det er en infiltration af fantastiske forestillinger om synd, ugudelighed, vanære og skam rent bortset fra, at de sympatiske anlæg også er blevet prostitution. Livets skønneste og ædleste organvirksomhed, kærtegnsfunktionen, er blevet en handelsvare. Det Sodoma, man med vold, magt og dødsstraf ønskede at bekæmpe, kulminerer eller blomstrer i verden i dag mere end nogen sinde.