Livets Bog, bind 5
Den sande psykiske forskel mellem "dyr" og "menneske"
1753. I vor gennemgang af disse levende erfaringer eller urokkelige kendsgerninger angående den jordmenneskelige psyke er vi blevet vidne til, at de pågældende væsener er underkastet en psykisk forvandlingsproces, og at det er denne forvandlingsproces, der ligger til grund for, at de i en stærkt voksende grad begynder at blive til en fra "dyrets" tilstand afvigende væsensart. Vi har set, at de mest fremtrædende tegn eller symptomer på denne ny væsensart eller psykiske tilstand forekom i væsenets sympatiske anlæg. Vi så, at de mest kolde, brutale, dræbende og egoistiske bevidsthedstendenser havde fået fast fodfæste i de væsener, hvis seksuelle liv i størst grad var "maskulint" og "feminint" præget, hvilket altså vil sige, hos væsener, der endnu så at sige var "mænd" og "kvinder" i renkultur. Fra denne robuste og endnu "dyrisk" betonede eller, rent bortset fra parringssympatien, væsensfjendtlige livsindstilling, så vi en begyndende udvikling af en højere sympatievne, hvis virkninger blev en mere forsonlig eller human indstilling mellem væsener af samme køn. Og da det er her, det allerhøjeste fjendskab mellem væsenerne har sit arnested eller kildeudspring, blev det til kendsgerning, at den nye psykiske udvikling netop går i retning af at forvandle dette arnested eller centrum for næstefjendskab, roden til alt ondt i verden, til et arnested eller kildeudspring for kulminationen af sympati eller kærlighed mellem alle for alle.
      Men hvordan skulle "dyret" i virkeligheden kunne forvandles til "menneske" uden igennem forvandlingen af de sympatiske anlæg? – Forskellen på "dyr" og "menneske" kan jo udelukkende kun ligge i de sympatiske anlæg. Alle vegne, hvor de dyriske anlæg, hvilket vil sige: det egoistiske eller selviske område i mennesket, er dominerende, er der ingen forskel på "dyr" og "menneske". Det vil altså igen sige, at der er "mennesket" stadig et "dyr". Kun der, hvor der i mennesket er anlæg, der giver sig udslag i en højere sympatifølelse, altså en kærlighedsfornemmelse, der strækker sig udenfor det rent forplantningsmæssige og dermed udenfor selve ægtemagen og afkommet, ja, endog helt udenfor individets kærlighed til sig selv, altså helt udenfor selvopholdelsesdriften og derved betinger, at man i givne situationer ikke viger tilbage for at ofre sit liv, hvis man derved kan befri andre fra overhængende livsfare, ligger den absolutte forskel på "dyr" og "menneske". I et sådant område repræsenterer "mennesket" noget, som "dyret" absolut ikke har udenfor områder, der vedrører dets egen lykke, såsom ægtemagen og afkommet. Her er dyret parat til at vove livet i kamp. Ud over denne art situationer er det ikke dyrets natur at vove livet for andre væsener. Det er rigtigt, at tamme dyr kan udvise en vis form for kærlighed til deres herre, og at en tam hund gerne vover livet for at frelse noget, der vedrører de mennesker, den er kommet til at holde af, men denne kærlighed er ikke en almengældende normal tilstand for rovdyret og forekommer absolut ikke der, hvor det befinder sig i sin frie og oprindelige vilde tilstand i junglen. Denne dyrets sympati skyldes kun en årelang indblanding af menneskeligt sympatistof i dets aura. Det er ikke psykisk materiestof, der er udviklet ved hjælp af væsenets egne sympatiske anlæg. Det har fået denne sympati færdig påført af mennesker. Det er en sådan overførelse af sympatistof, der finder sted, når man "forkæler" et dyr. Overføring af menneskeligt aurastof til dyrets aura kan blive så overvældende dominerende, at dyrets oprindelige og naturlige egenskaber næsten helt bliver sat ud af funktion. Et sådant dyr ville slet ikke, eller meget vanskeligt, kunne klare sig, hvis det pludselig blev overladt til det selv at skulle skaffe sig føde og livsmuligheder. Denne menneskelige sympatitilstands tilstedeværelse i dyret bliver blandt andet til kendsgerning derigennem, at det for at kunne komme i den tilstand, må omgås væsener, i hvem denne sympatiske aura eller kærlighed allerede eksisterer, altså mennesker. Og da mennesket er det eneste væsen, i hvem denne aura eksisterer, ville den uden dyrets samvær med mennesket aldrig nogen sinde kunne opstå i dyret. Den sympati, der kan opstå mellem skovens vilde dyrearters væsener af eget køn uafhængigt af mennesker, er kun en vis af fælles livsfare, f.eks. ved skovbrand, oversvømmelse eller anden naturkatastrofe, opretholdt behersket tolerance, der pludselig vil være hævet, når den fælles livsfare er overstået. En sådan tolerance har intet med kærlighed at gøre. Den er kun et udslag af en midlertidig livsbetingende nødvendighed, en udvidelse af dyrets flokbevidsthed, en slags forsvarsmiddel analogt med andre af selvopholdelsesinstinktet affødte forsvarsmidler.