Hvad der vil ske, når åndsvidenskaben bliver lige så anerkendt som den materialistiske videnskab
1769. Samtidig med, at denne kendsgerning bliver til officielt anerkendt videnskab på samme måde som kendskabet til de materielle stoffers særlige reaktioner er blevet til anerkendt videnskab, vil menneskehedens trængsler og lidelser, deres "ragnarok", "helvede" eller den permanente "alles krig imod alle", meget hurtigt blive bragt til ophør. Man vil da hurtigst muligt træffe alle tænkelige materielle og psykiske foranstaltninger, der kan bringe denne frelsende eller befriende videnskab til alles kundskab, bringe den i alles eje, således som man nu igennem skoler og læreanstalter søger at sætte almenheden i stand til at læse, skrive og regne, sætte den i stand til at være medarbejder i al materialistisk, teknisk og kemisk skabelse. Man vil da være klar over, at det er mindst ligeså vigtigt at give almenheden kundskab i sjælelig viden og kunnen og dermed i tænkningens og væremådens fuldkommenhed, som dette at føre den ind i den materielle håndværksmæssige, videnskabelige og kunstneriske kunnen. Hvad nytter det, at man er en stor kunstner, videnskabsmand, håndværker eller forretningsmand, når man i ren sjælelig tilstand er invalid eller er hjemsøgt af melankoli, vrede, gift og galde imod alle andre eller befinder sig i en permanent rivalisering om viden og kunnen eller om et andet menneskes gunst, om samfundets gunst, om medvæsenernes sympati eller beundring? –Hvad nytter det, at man næsten kan overgå alle andre i livet i materialistisk viden og kunnen, når ens sjæl nages eller martres af misfornøjelse indtil livslede og selvmord? –Hvad nytter den samme position i genialitet i materialistisk skabelse, når man er fyldt med ulykkelig kærlighed eller andre former for mentale og sjælelige forstyrrelser indtil nervesammenbrud og de heraf affødte andre former for psykisk eller sjælelig elendighed? –Er det ikke netop en sådan elendighed, den samlede menneskehed lider af lige såvel som det enkelte individ? –Har samfundet ikke en overdådig viden og kunnen? –Repræsenterer det ikke individer med en altoverstrålende genialitet i materialistisk, teknisk og kemisk viden og kunnen, og dog kulminerer den samme menneskehed i oplevelsen af "helvede", "ragnarok" eller "dommedag". Hvordan skulle denne lidelse kunne finde sted, hvis væsenerne var ligeså videnskabeligt indstillede og overlegne overfor de psykiske eller sjælelige kræfter, som de er det overfor de materielle eller fysiske kræfter, materier eller energier? –