Livets Bog, bind 5
Hvis den højeste ild ikke eksisterede
1778. Hvad er da dette mystiske princip? – På hvilke organer i legems- og kropsstrukturen har dette princip sit særlige sæde? – Ja, her kommer vi som så mange gange før i vort studium af "Livets Bog" til den samme realitet, til det samme facit. Princippet er "den højeste ild", som har sit domæne i individets seksuelle struktur og udløses igennem dets to kontrære organer, den maskuline og den feminine seksuelle pol. Som den udviklede forsker her ser, er det lige meget, hvordan vi så end vender og drejer vor logiske tankekoncentration i livsmysteriets store labyrinter, detaljer og foreteelser; logikken eller den fuldkomne tænkning, hvilket vil sige, den fuldkomne afklaring af livets store principper og love fører os absolut sikkert og urokkeligt atter og atter frem til dette store altoverskyggende princip, denne altvarmende og livgivende ild. Denne ild er selve livets, væsenernes og dermed Guddommens indre fundament. På denne ild hviler Guddommens vilje, universets styrelse og dermed absolut al oplevelse af liv. Uden denne ild ville vi aldrig nogen sinde være kommet til at se solens og stjernernes skin, vi ville aldrig nogen sinde have oplevet hverken vinterens hvide liglagen eller sommerens strålende blomstertæpper og tusindfoldige fuglekor. Vi ville aldrig have set ind i en kærlig faders og moders øjne, ligesom vi heller aldrig ville have fået lejlighed til at sende vor egen inderste hjertevarme ind i de væseners øjne, sjæl og sind, som vi kom til at elske højest af alt på jorden. Uden "den højeste ild" ville vi aldrig nogen sinde have fået lejlighed til at se universets storhed, dets umådelige afstande i tid og rum, dets kulmination som Guds vilje i kærlighed og vor egen identitet som ét med dette over tid og rum hævede evige kærlighedsophav.