Livets Bog, bind 5
Hvorfor den virkelige næstekærlighed kun kan blive til igennem en højere organisk udløsning af den højeste ild end den dyriske hankøns- og hunkønstilstand
1803. Når nu det bliver soleklart, at det er en blidere sympatisk udløsning, den såkaldte "næstekærlighed", der skal til, for at der virkelig kan blive fred på jorden eller en tilværelse uden krig, tortur, had, forfølgelse og undertrykkelse, er det i virkeligheden ligeså soleklart, at denne forvandling umuligt kan finde sted, hvis den seksuelle struktur, igennem hvilken den højeste ild så sparsomt kun kan flamme i det jordiske dyr og menneske, var ensrettet eller udgjorde normen for seksualisme hele spiralkredsløbet igennem. Der må være en seksuel struktur til, der anderledes kan få den højeste ild til at flamme igennem de levende væseners organisme, væsen, sind og tanke. Hvordan skulle den virkelige, hundrede procents næstekærlighed ellers blive til? – Og hvordan skulle livslovens opfyldelse og dermed manifestationen af den fuldkomne livsoplevelse finde sted? – Enhver fuldkommen livsoplevelse er netop det samme som en fuldkommen opfyldelse af de betingelser, der giver den uhindrede højeste sansefornemmelse. Og kan den højeste sansefornemmelse være højere end kærligheden? – Hvad er en oplevelse, i hvilken der ikke er kærlighed? – Hvad er kunst, videnskab, kultur og samliv uden kærlighed? – Er det ikke en kendsgerning for den udviklede forsker af livets kosmiske analyser, at ingen som helst manifestation kan være hverken kunst, videnskab, kultur og samliv uden kærlighed. Er det ikke manglende kærlighed, der skaber krig, helvede eller ragnarok i stedet for kunst, kultur eller livsbefordrende samliv? – Er det ikke manglende kærlighed, der skaber smerte og lidelse, tortur, undertrykkelse og undergang? –