1808. I henhold til det indgående kendskab, vi nu igennem "Livets Bogs" mangesidede belysning af det jordiske menneske har fået, ved vi, at denne næstekærlighedens organfunktion, denne udenfor forplantnings- eller formeringsprocessens område fremtrædende foreteelse, allerede forlængst er blevet synlig i det jordiske menneske, ja, at den i virkeligheden er den, der adskiller "mennesket" fra "dyret" og bevirker, at "dyret" får prædikatet "menneske". Den, der virkelig vil nå indvielsen eller den store fødsel, den, der virkelig vil indleve sig i livsmysteriets løsning og komme til kosmisk klarhed over sit eget jegs mysterium, må gøre sig begribeligt, at vejen hertil uundgåeligt går gennem erkendelsen af det ved hans egen person, der er færdigt, og det, der er ufærdigt, det der er "dyrisk" og derfor i hans bevidsthed skal forgå, og det i hans bevidsthed, der er "menneskeligt" og derfor skal bestå eller fortsætte. Hvis hans forkærlighed for den dyriske naturs foreteelser i hans bevidsthed endnu er af en sådan styrke, at det er umuligt for ham at kunne erkende disse som noget, der skal forgå, som noget, der hører en lavere verden til, og som han derfor nødvendigvis må vokse eller udvikle sig ud af, er hans udlevelse af disse foreteelser endnu ikke færdig. Denne ufærdige tilstand i hans bevidsthed vil da gøre sig gældende som en mere eller mindre stærk antipati imod væsener, i hvem disse menneskelige foreteelser er mere eller mindre fremme, og imod enhver fremhævelse af disse som tegn eller udtryk for en mere fremskreden udvikling eller et højere moraltrin. Denne antipati kan endog vokse til had og forfølgelse.
Tilbage til forsiden
Forrige