Livets Bog, bind 5
Dødszonens verdensbillede
1838. Vi er hermed kommet igennem den højeste ilds mission i mørket. Vi har set, hvorledes Forsynet ved hjælp af den igennem den særlige indstilling af de to polers indbyrdes forhold til hinanden i ethvert af de levende væsener har kunnet føre de samme væsener frem til en tilstand, i hvilken de kunne blive ét med materien, ét med uvidenheden og dermed ét med den indskrænkede eller latente bevidsthedstilstand i individets mentalitet, der udgør den tænkte død, den illusion eller overtro, der udløser sig som en fornægtelse af hele den psykiske eller åndelige verden, og dermed er en fornægtelse af Guddommen, Forsynet eller den evige Fader. Og med denne fornægtelse er det levende væsen således et individ, der ikke kender sin Fader. Det må derfor tro om sig selv at være en søn, være et resultat af blot og bar tilfældighed. Men et væsen, der mener om sig selv at være en søn eller et produkt af tilfældighed, og med en skæbne, der ligeledes er underlagt tilfældighed, og hvis endelige resultat eller eftervirkninger er en formentlig død, opløsning eller tilintetgørelse, som også kun kan være tilfældighed, er i virkeligheden kun et svajende siv i stormen, et støvfnugs prisgivelse af det mindste vindpust, en mikrobes sønderlemmelse under naturkræfternes elefantvægt. At Bibelen har udtrykt dette væsen som "den fortabte søn" er her letforståeligt. At den yderligere har udtrykt samme væsens mentale tilstand som "døden", som "helvede", som "mørket", er ligefrem selvfølgeligt. Kan en livsoplevelse være mere nedslående, underminerende og skabende håbløshed, og være mere tilintetgørende al humanitet end netop et sådant livløst og iskoldt, gudsforladt verdensbillede? – At denne mentale eller psykiske tilstand måtte blive selve kulminationen af det dræbende princips domæne bliver her hundrede procent logisk. Hvordan kan der være human moral i en sfære, hvis højeste skabende kraft og love dirigeres eller udløses af den blotte tilfældighed? – Hvordan kan logik, humanitet eller næstekærlighed og den heraf affødte moral være idealkræfter i verdensaltet, når de kun findes i mikroben under en elefants fødder? – Når verdensaltets førende kraft kun er den blotte tilfældighed, himlen er tilfældighed, jorden, månen, planeterne, solene og mælkevejene er tilfældighed, kontinenter, have, bjerge, klipper og huler er tilfældighed, cykloner, storme, lyn og torden er tilfældighed, ild, vand, luft og elektricitet, ja alt, hvad vi kalder naturen, er tilfældighed, udgør det verdensalt, vi lever i, jo i sit princip kun en elefantfod, en gigantvægt, hvis millioner og atter millioner af tons hviler knusende på de i forhold hertil fremtrædende mikrober, vi kalder planter, dyr og mennesker. Tænk, hvilket verdensbillede! – Og tænk, hvilken grad af storhedsvanvid det er, når jordmennesket eller den mest fremtrædende af disse mikrober under verdensaltets tyngende og knusende, sjælløse gigantvægt hævder at være det højeste liv, det eneste fornuftsvæsen i tilværelsen. Det er et mærkeligt verdensbillede og en mærkelig psykisk tilstand. Tror man ikke, det er mikroben, der er for lille og ubetydelig til at overskue situationen? –