Livets Bog, bind 5
Den materialistiske videnskabs gudløse og af tilfældighed beherskede verdensbillede udgør den kosmiske død, der måtte blive følgen af nydelsen af "kundskabens træ"
1840. Med hensyn til naturens skabelsesprocesser er disse ligeså logiske og lovbundet hensigtsmæssige som de levende væseners manifestationer eller skabelser. Er jordens tilblivelse ikke en gradvis omdannelse og hensigtsmæssig tilpasning til de forhold, der i dag er livsbetingelse for dens beboere. Og er det ikke et tilsvarende lykkeligt og hensigtsmæssigt forhold, der gør sig gældende mellem jorden og solen. Er dette forhold ikke et lovbundet, hensigtsmæssigt sammenspil, hvis resultat eller virkning betyder livet for jordens milliarder af levende væsener? – Og er ikke netop alle naturens kræfter lovbundne i en hensigtsmæssighed, der overalt betyder liv, lys og lykke, når den overholdes, og død, mørke og ulykke eller lidelse, når den ikke overholdes? – Er der ikke en lovbundet hensigtsmæssighed bag et hvilket som helst levende væsens eksistens, der ikke på nogen som helst måde kan overtrædes, uden at der straks opstår en tilsvarende disharmoni i denne eksistens? – Skyldes alle sygdomme, alle lidelser, samt al krig mand og mand imellem og dermed den nuværende dommedag eller "alles krig mod alle" eller den manglende fred og harmoni i jordmenneskehedens eksistens ikke netop den omstændighed, at nævnte eksistens ikke er baseret på tilfældighed, men er baseret på et lovbundet system, hvis totale overholdelse udelukkende er fredens, harmoniens og kærlighedens fundament og dermed lykkens og livslystens garanti, men som af jordmenneskeheden endnu ikke bliver tilstrækkeligt respekteret og overholdt? – Hvordan kan man midt i en sådan plan- og hensigtsmæssighed, midt i åbenbaringen af en sådan overdådighed af visdom eller human intellektualitet i den os omgivende naturs hensigtsmæssige skabelse og den herigennem afslørede kærlighedsåbenbarende lovbundethed mene, at denne skabelse, dette vældige ocean af logiske manifestationer eller selve verdensaltet kun skulle være et hav af tilfældigheder? – Er det ikke tåbeligt at tro, at den højeste, fornuftsmæssige oplevelse og bevidst eller viljeført skabeevne i dette umådelige ocean af hensigtsmæssige skabelsesprocesser kun findes i jordmennesket, denne i forhold hertil fremtrædende lille mikrobe, der kun er at betragte som et støvfnug i stormen? – Er det ikke soleklart, at et sådant verdensbillede ikke kan være et produkt af den hensigtsmæssighed, naturen i alle sine øvrige skabelsesprocesser åbenbarer? – Svarer et sådant verdensbillede ikke netop til den disharmoni eller tåbelighed, der altid viser sig der, hvor naturens hensigtsmæssighed af de levende væsener selv bliver forhindret i at ske fyldest? – Tror man ikke, der foreligger en eller anden lille fejl i mikrobens tænkemåde. For tænkning har naturen jo også et lovbundet system. Hvis dette ikke var tilfældet, var der ingen, der kunne tænke fuldkomment eller ufuldkomment. Der, hvor et væsens tænkning er en overtrædelse af naturens lovbundne system for tænkning, afbrydes i tilsvarende grad samme væsens kontakt med den plan- eller livgivende hensigtsmæssighed, der er det almengældende fundament i naturens skabelsesproces eller manifestation. Og der, hvor et væsen mister kontakten med naturens hensigtsmæssighed, der igen er det samme som livets mening, der kan der kun blive begrebsforvirring, disharmoni og dermed lidelse og livslede. Og er det ikke netop en sådan begrebsforvirring, det moderne materialistiske verdensbillede repræsenterer eller udgør der, hvor det påberåbes at være et ocean opstået og behersket af tilfældighed, og at den eneste fornuftsmæssige bevidste skabelse og oplevelse i dette umådelige ocean af kraftudløsning kun findes i den jordmenneskelige mikrobe og de af denne mikrobe erkendte andre mikrobevæsener. Tænk hvor sparsomt med liv. Hele verdensaltets gigantiske manifestation, dets umådelige himmelsfære, planeter, sole og stjernebyer, dets oceaner af farver, stråler og bevægelse, dets variationer i lys og mørke, toner og bølger, tid og rum, hele dette kæmpelegeme har ikke mere liv og bevidsthed, end hvad der rummes i den jordmenneskelige mikrobe, dette tilfældige støvfnug i et eller andet tilfældigt område i dens indre, ligesom det samme umådelige sceneri heller ikke har nogen anden tilskuer end det samme tilfældige støvfnug i stormen. I sandhed, nydelsen af kundskabens træ er her kulminerende i sin alleryderste konsekvens. Døden ruger over vandene.