Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1892

1892. Når I-mennesket havde nået en vis modenhed, måtte det som nævnt inkarnere på en anden klode, der var så meget højere i udvikling, at livsmysteriets løsning eller det virkelige, evige verdensbillede var en absolut konkret og almengyldig, vågen dagsbevidst kendsgerning, og hvor den store fødsel var en daglig begivenhed, ligesom den fysiske fødsel er en daglig begivenhed her på det jordiske plan. Her gled det modne I-menneske med det samme ind i tilegnelsen af åndsvidenskabens kosmiske analyser. Disse blev til A-viden, hvilket vil sige: til kundskab baseret på realistiske kendsgerninger. Dernæst blev de til daglig praksis, der er det samme som B-viden. Men igennem den daglige praksis blev de til C-viden, der igen er det samme som selvstændig vanefunktion eller talent. Og med sin væremåde kulminerende i humanitet og næstekærlighed og sin psyke, sin intellektualitet kulminerende i den højeste viden var I-menneskets åndelige og fysiske vibrationer i en sådan tilstand, at de blev af samme bølgelængde som universets grundtone eller den absolutte kærlighedsenergi. Og i samme øjeblik, som væsenets psyke dannede kontakt med denne bølgelængde, indtrådte den store fødsel. Væsenet var da ikke mere et "dyr", men et "menneske i Guds billede". Det skulle nu begynde det virkelige vågne liv hævet over den kosmiske død, som det nu i årmillioner havde gennemvandret eller tilbagelagt. I-mennesket er dermed blevet til et "J-menneske", hvilket igen vil sige til et "kristusvæsen". Det er ét med Guddommen og dermed ét med vejen, sandheden og livet. Et sådant væsen er nu besjælet af kosmisk bevidsthed, hvilket vil sige fyldt med "den hellige ånd". Det har oplevet det, der i Bibelen udtrykkes som "Kristi genkomst".

Forrige

Næste