Livets Bog, bind 5
Gennem den topolede seksualisme former Gud sit eget billede i kød og blod
1899. Da udviklingen af den modsatte pol, i kraft af den kosmiske indsigt samme udvikling medfører, ikke blot bringer væsenet til at elske seksuelt eller kønsligt, men også i højeste grad intellektuelt, vil den sympati, der tidligere igennem den enpolede seksualisme manifesteredes som en uintellektuel og dermed primitiv eller selvisk følelsesudladning, vi kender som "forelskelse", nu igennem den topolede seksualisme udløse sig som en i allerhøjeste grad fremtrædende, højintellektuel reguleret og dermed uselvisk formet bevidsthedsudladning og væremåde, vi kender under begrebet "kærlighed". Med denne sidste form for sympatiudløsning bliver væsenet altså i stand til at elske uden noget som helst betingende krav hos objektet for dets sympati eller virkelige kærlighed. Det finder den store glæde eller lykke i med sin kosmiske evne helt at kunne forstå objektet for sin kærlighed og i kraft af denne forståelse helt at kunne elske dette væsen som sig selv. Det kan således elske medvæsenet uafhængigt af eventuelle skønne eller uskønne ydre former eller karmamæssige, kropslige forringelser eller skavanker. Det er det, i det ydre af nævnte skæbnemæssige forkrøblinger og forsumpede legeme boende, indre gudesønlige væsen, jeg og ånd, der er det sande objekt for det færdigudviklede, topolede væsens seksualisme. Med den topolede seksualismes udvikling i det levende væsen fjernes enhver form for skinsyge. Og urkilden til alt åndeligt mørke i væsenet er dermed fjernet fra dets psyke. Det kulminerende topolede væsen eller færdigudviklede J-menneske kan således udelukkende kun være et virkeligt kærlighedsvæsen. I sandhed, det dødbringende dyr er her igennem Guds modellering blevet til et livgivende menneske. Gud har formet sit eget billede i kød og blod.