Livets Bog, bind 5
Det levende væsens liv er ikke blot en seksuel organvirksomhed, men betinges også af andre organvirksomheder i kraft af hvilke det fuldkomne menneske og dets rige opstår
1924. Men denne grundenergi er ikke nok til at danne betingelser for et levende væsens eksistens. Behagsfornemmelsen vil intet betyde, hvis den ikke kunne markeres i kontraster. Derfor er det levende væsens struktur og fremtræden ikke blot en seksuel organvirksomhed, men den betinges således samtidig af andre organvirksomheder. Af disse bliver den næste den, der udtrykkes igennem forstandsvirksomheden og har sit sæde i organismens hjerne- og nerveorganer. Den energi, der her er dominerende eller afgørende, er således intelligensen. Men intelligensorganerne kan ikke leve som selvstændige organismer. De udgør derfor også kun en provins i samme organisme som de seksuelle organer. Men her er det energierne i spiralens fjerde rige, der er den herskende faktor. På samme måde gør grundenergien fra det tredje rige i spiralen sig ligeledes gældende. Denne energi er næstekærligheden, hvilket vil sige "følelsesenergien" iblandet så megen automatisk virkende intelligensenergi, at den altid skaber væsenets sympati for andre levende væsener med en sådan human kraft, at væsenet udelukkende hellere selv vil lide end at skabe lidelse for disse andre væsener. Denne kultiverede eller fuldkommengjorte følelsesenergi eller mentale tilstand er det samme som kærlighed. Denne energi danner det kosmiske mellemled imellem fysisk og psykisk eller åndelig tilværelse. Den kan komme til fuldstændig kulmination på det fysiske plan og gør her det fysiske væsen til det fuldkomneste, der eksisterer på dette plan. Vi har for os i et sådant kulminerende kærlighedsvæsen det fuldkomne eller færdige menneske, mennesket i "Guds billede". Og den tilværelseszone eller den mentale sfære, som disse væseners liv og bevidsthed er, udgør det rigtige menneskerige. Og dette rige er altså den sidste livssfære i fysisk materie. Det vil derfor ligeledes være det sidste rige indenfor reinkarnationen.