I det fuldkomne gudemenneskes rige eller tilværelsesplan tages ikke til ægte, og væsenet fødes ikke af kvinder, men ved materialisation og dør ved dematerialisation
1936. Med denne sammenvækst af de to seksuelle centrer: hjernecentret og køns- eller sympaticentret vil væsenet engang blive fri for at fødes af kvinder. I et samfund af sådanne gudemennesker tager man ikke til ægte. Her er man ikke længere noget specielt hankøns- eller hunkønsvæsen, men tilhører en livsstruktur, man på grund af den frigørelse af køn, den udtrykker, kan kalde "frikøn". Det er kulminationen af denne det levende væsens situation eller epoke i kredsløbet, der ligger til grund for Kristi ord: "I ere guder". I dette samfund er de materielle organismer af en så æterisk natur, at de kan opbygges ved psykiske overskudsenergier fra de levende væseners organismer. Dette overskudsstof kan vi kalde "A-stof". Det eksisterer i væsenernes aura. Når der skal dannes et nyt "foster" her, vil nogle hertil særligt begavede og udviklede væsener ved deres vilje og tankekraft skabe mulighed for, at dette stof kan komme i berøring med en kraft hos det levende væsen på det åndelige plan, vi kan kalde "A-kraften". Denne kraft udløses fra det psykiske plan af det diskarnerede væsen igennem dets skæbneelement og de her placerede talentkerner for opbygning af organisme. Det er de samme talentkerner, der bygger det lille fosters organisme op i moders liv hos de enpolede væsener, men her foregår det meget langsomt og tager både måneder og år. I den fuldkomne topolede tilstand sker legemsdannelsen i lyntempo. Den opbygning af organisme, der i enpoletheden tager flere år for at blive voksen, tager her kun det samme antal i minutter, ja, undertiden kun i sekunder. Det er denne manifestation og skabelse, vi kender under begrebet "materialisation". Men ligesom organismen på denne måde kan opbygges i lyntempo, kan den også opløses eller dematerialiseres i samme tempo. Hos de fremskredent udviklede væsener på dette plan, hvilket vil sige væsener, der næsten udelukkende lever ved åndedrættet, lever af luft og en lille procent af den allerfineste råkost, der findes, nemlig frugtkødet omkring kernen i de ædleste frugter, kan organismen endog dematerialiseres og atter opbygges alt efter individets eget forgodtbefindende udenfor den ordinære materialisation og dematerialisation, der henholdsvis erstatter fødsel og død. Væsenet kan således her under sin fysiske inkarnation ved denne sin kropslige tilstand og bevidsthedsmæssige udviklingshøjde så at sige vandre ind og ud af den åndelige verden alt efter dets eget ønske og behag. Vi forstår således her, at den store adskillelse mellem "de levende" og "de døde", som eksisterer på de nuværende jordmenneskers primitive trin, ikke eksisterer her. Her er ingen tårevædede og triste begravelsesceremonier. Alle det levende væsens underlæggelser af naturens livsprocesser opleves her som guddommelig glæde og lys. Men denne side ved livet er endnu så langt borte fra det jordiske menneskes nuværende åndelige trin, at det ikke er særligt påkrævet at gå nærmere i detaljer med den her. Når denne side ved jordmenneskets skæbne bliver aktuel, vil der være kosmiske væsener nok til at uddybe den nærmere. Vi har hermed kun lige villet antyde konturerne i denne menneskets kommende sidste tilværelsesform i fysisk materie og som "gudemenneske" på jorden.
Tilbage til forsiden
Forrige