Væsenet der døde døden på grund af nydelsen af kundskabens træ
1943. Vi forstår altså, hvorfor det primitive eller dyriske menneske altid har en mordmoral.For dette væsen er krig og kamp, død og hævn eller undertrykkelse over fjenden en dyd.Vi ser således det oprindelige evige, kosmiske væsen, gudesønnen eller det levende væsen her blive ét med døden, ét med mord og drab, ét med frygten, sorgen og lidelsen og dermed ét med angsten eller frygten for at dø eller blive tilintetgjort.Væsenet er her så langt borte fra virkelig menneskelig bevidsthed, at det tror sig ganske ét med materien, ét med tiden og rummet og derfor ét med det forgængelige, tror det har begyndt og igen, som et vissent blad, prisgivet tilfældige kræfter, skal dø og opløses.Det tror, det er blevet til ved tilfældighed, det tror, dets skæbne skabes ved tilfældighed, og det tror, at tidspunktet for dets død også er en tilfældighed.Det tror sig ét med den livløse materie, skønt det dog i sig selv er levende.Længere bort fra sand bevidsthed eller mentalitet kan et levende væsen ikke komme.En større kontrast til det virkelige liv, til dets virkelige kosmiske identitet kan det ikke komme til at opleve.Vi har her i det fysiske, materialistiske eller gudløse jordmenneske det virkeligt kosmisk døde menneske, den døde gudesøn eller væsenet, der "døde døden" på grund af nydelsen af kundskabens træ.
Tilbage til forsiden
Forrige