Livets Bog, bind 6
Hvorfor væsenerne må opleve reinkarnationen
1945. Når dette væsenets liv således fremtræder i en kæde af sammenpasselige brudstykker af en fortsat tilværelse i form af de fysiske og åndelige jordliv, vi kalder "reinkarnationen", er det netop blandt andet for med disse timelige eller begrænsede liv at markere den ubegrænsede tilværelse eller eksistens, vi kalder "evigheden". Man kan kun markere et ubegrænset eller evigt liv med begrænsede liv. Men på samme måde må det levende væsen også holde sin sanseevne vedlige. For at kunne markere en fuldkommen sanseevne eller livsoplevelses- og manifestationsevne må man opleve den mest ufuldkomne og latente form, en sanseevne overhovedet kan manifesteres i. Og her kan vi begynde dette afsnits, dette livets skønneste eventyrs primære indhold.