Martinus: Livets Bog, bind 6, stk. 1957

1957. I det daglige livs område er der tusinder og atter tusinder af felter, hvor væsenerne handler logisk, men alligevel får en ulykkelig tilstand. Dette er fordi, denne logik kun strækker sig indenfor et fra selve verdensplanens logik isoleret, lokalt felt. I kraft af denne sin isolation og disharmoni med verdenslogikken, kommer den før eller senere til et brud med denne, thi intet lokalt felt kan i længden eksistere uden at være i kontakt med verdenslogikken. Det, der derfor bygges op på lokallogik uden at passe ind i verdenslogikken, hvilket vil sige: er i strid med kærlighedsloven eller makroorganismens (Guds organismes) ve og vel, vil uundgåeligt komme ud for en større eller mindre katastrofe, det være sig ligeså godt i væremåde som i fysisk skabelse. Men begge tilfælde tjener til at give ophavet til den fejlagtige logik en ulykkelig skæbne. Når en tyv ønsker at gøre et indbrud på et eller andet kontor, må han planlægge dette sit forehavende i forvejen, hvis det skal lykkes. Han bygger det logisk op og endda så fuldkomment, at attentatet på boks eller pengeskab til fulde lykkes. Ophavet til indbruddet blev tilsyneladende aldrig opdaget. Og vi har her den såkaldte "fuldkomne forbrydelse". Men selv i så heldigt et tilfælde undgår tyven ikke sin skæbne. Denne hans væremåde såvel som alle andre væseners væremåde af lignende art er ren sabotage af den fuldkomne kultur eller samfundsorden, idet den logik, hvorefter forbrydelsen lykkedes, kun var en lokallogik, der ikke passede ind i verdenslogikken og derfor ikke ind i makroorganismens velfærd og sundhed. Der måtte derfor uundgåeligt komme et tidspunkt, hvor begivenheden måtte kollidere med sine omgivelser. Der opstår derved en ubehagelighed i makroorganismens velvære. Og der, hvor makrojeget (Guddommen) mærker gene i sin organisme, vil det bekæmpe denne gene. Og væsenet kommer derved til at befinde sig i kamp med selve Guddommen. Men at kæmpe imod Guddommen er som at kæmpe imod sol og måne. Og væsenet er således ikke mere i kontakt med Guds vilje. Det har sin egen vilje og den herpå baserede lokallogik, som fører det mere og mere i kamp med naturen og omgivelserne, det herskende makrojeg eller Guddommen. At det overfor en så gigantisk overmagt må bukke under er naturligvis en selvfølge. Slutfacittet bliver da i værste tilfælde urokkeligt væsenets fysiske lemlæstelse, invaliditet og undertiden en unaturlig død, hvilket jo også giver en mental eller åndelig invaliditet, hvilke foreteelser igen tilsammen danner det, vi kalder "en ulykkelig skæbne".

Forrige

Næste