Livets Bog, bind 6
Reinkarnationstalentet bliver til et anlæg, der regulerer plantevæsenets stammes og grenes normale levetid
1968. Som nævnt er plantevæsenets reinkarnationsevne kun partiel. Planten kan kun udskifte sit løvflor, medens dens stamme og grene indtil en vis grad stadig kan holde stand imod årskredsløbets vinterkulde. Dog bliver efterhånden vinterens og andre ydre dræbende naturers påvirkninger så stærke, at stamme og grene tilsidst ældes og forgår og adskilles fra plantens mentalområder, til hvilke de er knyttede. Og dette er begyndelsen til den totale reinkarnation. Når ikke blot det ydre løv, men også stamme og grene er frigjorte fra det livs bevidsthed, til hvilket de var knyttede, har vedkommende plantevæsener ikke mere nogen forbindelse med den fysiske verden og befinder sig da helt eller totalt i den åndelige verden. Livet er da totalt frigjort af al fysisk manifestation. Men inde i væsenets mentale struktur fungerer stadig den under det lange permanente ophold i den guddommelige verden opståede tiltrækning imod den fysiske eller materielle verden. Og igennem talentkernerne for denne tiltrækning bringes væsenet automatisk atter igennem salighedsrigets energi til at inkarnere på det fysiske plan. Og væsenet får atter stamme og grene og kan nu igen en vis tid holde stand imod vinterkredsløbets og naturens påvirkninger. Det kan således overleve flere, ja mange års partielreinkarnation, altså de skiftende løvfald og affødelsen af nye frugter indenfor årskredsløbet, men må så igen opleve sin organismes (stammens og grenenes) forfald. Væsenet må da atter leve en tid i den åndelige verden, hvorfra det så atter inkarneres i nye plantelegemer. Vi ser således her den totale reinkarnation i sin første begyndelse eller vorden. Vi ser her, hvorledes reinkarnationen i sin allerførste begyndelse kun er partiel, således at kun visse dele af plantelegemet (løv og frugter) er totale fornyelser, medens stamme og grene ikke bliver fornyet af årskredsløbet. Det viser sig her, at fornyelsen af stamme og grene ikke udelukkende befordres af de ydre kredsløb, årskredsløbenes somre og vintre. Her viser det sig, at der er kommet en ny faktor til, nemlig et indre anlæg. Dette anlæg eller talent afmåler og regulerer rodens og stammens normale levetid på det fysiske plan, således at nævnte rod og stamme og dermed væsenets totale reinkarnation mere og mere slipper ud af årskredsløbets område og bliver til en selvstændig funktion, der bestemmes af en indre herfor udviklet talentkerne.