Alle skabte foreteelser er tomrum og bliver dermed til illusioner
1978. Fast materie eksisterer således i absolut forstand ikke, ja er i sig selv kosmisk set en umulighed.Med tilstrækkelig intellektuel og intuitiv kraft kan vi således gennemtrænge al fasthed og se den som materiemæssigt tomrum.Fastheden var altså en illusion, men illusionen kan vi ikke tage væk.Den repræsenterer den kendsgerning, at noget uvirkeligt kan bringes til at sanses som virkeligt.Granit og marmor, platin og andre faste stoffer er oplevede kendsgerninger og er derfor realistiske nok fra det sansefelt, igennem hvilket de er oplevet.Men hvordan går det da til, at man kan opleve massive, faste og uigennemtrængelige stoffer som håndgribelige kendsgerninger, når disse faste stoffer vitterligt i sig selv kun er tomrum? –Ja, bliver ikke også fornemmelsen af alle andre slags stoffer, de mindre faste eller helt porøse stoffer, en illusion? –De er også i sig selv nødsaget til at være tomrum.Ja, hele sommerdagens trylleri, de mange scenerier og skønhedsåbenbaringer er således også kun et spørgsmål om stoffer af forskellig tæthed? –Når vi ser ind i sommerdagens overvældende scenerier med dens tusinder af kærtegn for sindet og dermed for livet og væremåden, ser vi ligeledes, kosmisk set, kun ind i en verden af tomrum.Tomrummet er altså det absolutte kosmiske facit bag al sansning.Tomrummet er altså en evig kendsgerning.Tomrummet er ikke nogen illusion.Men alt, hvad der viser sig som noget andet end tomrum, er altså en illusion.