Martinus: Livets Bog, bind 6, stk. 1981

1981. Kun tanker har alder, tid og rum, men ophavet til tankerne, hvilket vil sige "tænkeren", er således hævet over tid og rum, idet tanken eller tiden og rummet er skabt af ham. Han må derfor eksistere i et plan, der i sig selv ikke har noget som helst med tid og rum at gøre. Men et sådant plan ser vi blive til, der hvor tiden og rummet fortoner sig i form af evigheden og uendeligheden. Denne evighed og uendelighed kommer til syne for os alle vegne og i alle ting, ligesåvel i mikrokosmos som i makrokosmos. Der, hvor uendeligheden begynder, bliver der kun analysen, "noget, som er", tilbage. Da der ikke findes en eneste skabt foreteelse, der ikke består af to halvdele, og der ligeledes heller ikke findes nogen halvdel, der ikke igen består af to halvdele og således fortsættende, uden at vi nogen sinde kan komme til dette princips ophør, kommer vi hermed lige lukt ind i uendeligheden. Når f.eks. en ært måler 5 millimeter i diameter, og solens diameter måler milliarder af gange denne størrelse, siger vi, at solen er meget større end ærten. Men da ærten kan deles i to halvdele, og hver halvdel igen kan deles i to halvdele og således fortsættende i det uendelige, idet vi aldrig kan komme til så lille en halvdel, at den ikke består af to halvdele, kommer vi her til uendeligheden. Da solen på samme måde også er uendelig i sin inddeling, er dens størrelse også uendelig. Ærtens størrelse er således som solens, og solens størrelse er som ærtens. Hvad betyder så ærtens 5 millimeter og solens milliardstørrelse i forhold hertil? – Ja, er ikke begge størrelser blot og bar illusion på samme måde som de indbyrdes størrelsesforhold i et fysisk sansefelts detaljer er illusion grundet på perspektivprincippet? – Detaljer langt borte i et sansefelts periferi fremtræder jo en miniature i forhold til detaljerne i det samme sansefelts centrum. Her vil de detaljer, selv om de eventuelt er mindre end detaljerne i periferien, ikke desto mindre se langt større ud end disse. I et fysisk sansebillede vil tingenes sande størrelse ikke være den fremherskende, men derimod en størrelse, der skabes af perspektivprincippet. For at en ting kan sanses, må den være underordnet nævnte princip. Alle størrelsesbegreber, alle sansedetaljer opløser sig således i kosmisk forstand i uendeligheden. Da enhver størrelse rummer i sig uendeligheden, har den i virkeligheden ingen størrelse. Men en ting, der ingen størrelse har, men alligevel eksisterer, kan kun udgøre "noget, som er", hvilket igen vil sige, at vi her kommer til jegets analyse som den sidste årsag eller det absolut virkelige "noget" bag den tids- og rumdimensionelle verden. Uendeligheden eller evigheden er således identisk med jeget, idet den har nøjagtig den samme analyse. Ethvert levende væsen bliver således identisk med uendeligheden og evigheden. Det udgør dermed "et evigt eksisterende noget". Tænk, hvilken guddommelig, faderlig modtagelse gudesønnen her i forværelset til Faderens hus bliver til del. Efter at gudesønnen er kommet ind i dette Guddommens modtagelsesværelses vidunderlige atmosfære i form af sommerdagens strålevæld eller den fysiske verdens lysside, bliver han her modtaget med et guddommeligt mentalt lysvæld, i kraft af hvilket vi oplever vor egen udødelighed og vor fremtræden som tidens og rummets herre.

Forrige

Næste