Hvad der er nødvendigt for aspiranten til "den store fødsel" eller den organiske indvielse
2013. Det er nødvendigt, at den studerende af livets højeste fakta, den der nu er på vej til indvielse, ikke lader sig friste af mørke suggererende magter, der grundet på deres forvildelse vil lokke ham til at tro på genveje eller veje, ad hvilke passagen mod det store mål er langt lettere og kortere end den absolutte næstekærlighedens og dermed den absolutte sandhedens vej.Enhver vej, der afviger herfra, er det rene hedenskab, det rene falsum og kan kun doceres af væsener, der er så mentalt umodne, at de endnu slet ikke forstår den evige psykes struktur, der eksisterer bag væsenets fysiske fremtræden, selv om de i materiel henseende måske imponerer ved en eventuel stor akademisk position og i materialistisk videnskab opfattes som autoriteter.Kun den, der har næstekærligheden som det primære på vejen mod lyset, kan udgøre træet med den rigtige frugt.