Livets Bog, bind 6
Den gensidige efterretningsstruktur mellem makrovæsenet og mikrovæsenerne
2022. Igennem et særligt udviklet system af en efterretningstjeneste, bestående af en væsensorganisation, vi kalder hjerne- og nervesystemet, hvis særlige funktionærer består af fysiske og psykiske væsener, rapporteres mikrovæsenernes oplevelse af smerte og velvære videre, først igennem de fysiske funktionærer (de fysiske nerveceller) til makrojegets fysiske kommandocentral (den fysiske hjerne). Og her udskilles den fysiske efterretning til de psykiske nerveceller, der bringer den således forvandlede fysiske efterretning til makrojegets psykiske kommandocentral eller registreringsorgan (den med den fysiske hjerne forbundne psykiske hjerne) i det samme væsens psykiske eller åndelige legeme. Og makrojeget bliver herved, takket være dette, at de fysiske og psykiske celler er samarbejdende vågne dagsbevidste væsener, nøjagtigt underrettet om, hvorledes det står til i de forskellige regioner i dets organisme. Om der er sygdom og smerte, om der er velsignelse og velvære i organismens indre regioner bliver således alt oplevet af makrojeget igennem dets organismes mikrovæsener. Ligesom disse små væseners livstilstand på denne måde registreres for makrovæsenets jeg, således går makrojegets impulser og tankeenergier også tilbage til mikrovæsenernes bevidsthed og regioner og sørger dermed for opretholdelsen af disse væseners velvære og sundhed.