Martinus: Livets Bog, bind 6, stk. 2058

2058. Men denne skabelse af Guddommen og sandheden i menneskenes billede kan naturligvis aldrig nogen sinde blive det færdige mål med hensyn til udviklingen af den menneskelige intellektualitet. Og det er da også kommet dertil, at væsenerne med intellektualitetens udvikling forlader troen på de igennem denne uintellektuelle skabelse frembragte forestillinger eller dogmer om Gud og sandheden. De forlader således religionerne verden over, ligesom akademikere og højlærde mennesker ikke mere tror på de kirkelige, kristne dogmer om djævelen og evigt helvede eller på monopoliseringen af adgangen til himmeriges rige ved de af kirken docerede dogmer om, at man nødvendigvis må fødes indenfor ægteskab for at få velsignelse af sit daglige liv. Man tror heller ikke indenfor det samme intellektuelle niveau, at man absolut må døbes med den kirkelige ceremoni, der hedder "dåben" og have "syndernes forladelse" igennem nadveren for at blive "frelst", hvilket altså vil sige: befriet fra det formentlige evige helvede. Menneskenes befrielse fra ulykkelige skæbner er ikke et spørgsmål om ceremonier eller teateroptrin, det er ikke et spørgsmål om sorte eller kulørte dragter, det er ikke et spørgsmål om guld og glimmer, men er derimod i sit slutfacit udelukkende et spørgsmål om deres væremådes eller daglige livs identitet med den absolutte næstekærlighed. Det betyder naturligvis ikke, at dåben og nadveren ikke har sin betydning. Tværtimod, disse handlinger er baserede på at udløse suggererende kræfter, der midlertidigt kan befri det uintellektuelle, men religiøst troende menneske fra eventuelle, religiøse depressioner. Derved er disse to foreteelser ganske rigtigt at betragte som hellige handlinger for den mentale sfære, i hvilken de hører hjemme. Men for det intellektuelle menneske, der ikke mere lever i den religiøse tros sfære, eksisterer der kun analyseringens og kendsgerningernes vej.

Forrige

Næste