Martinus: Livets Bog, bind 6, stk. 2069

2069. Men denne "kristendom" er endnu kun blevet praktiseret til fuldkommenhed af ham selv og kan ikke praktiseres i samme fuldkommenhed af et væsen, før det er nået frem til at leve i kærligheden til sin næste. Derfor blev Kristus i efterverdenens bevidsthed opfattet som et væsen af en sådan åndelig højde og fuldkommenhed, at denne tilstand var uopnåelig af andre væsener. Derved kom den overtro og afsporing af kristendommen ind i verden, at alle andre væsener kun kunne frelses ved "nåde" og "syndsforladelse". Det primære i religionen blev derfor ikke den sande kristendoms kerne: næstekærligheden – tilgivelsen og afskaffelsen af krigen og sværdet, men derimod en slags afladshandel. Man kunne altså komme uden om de gode gerninger, komme uden om at forbedre sig ved i særlig grad at bede om "syndernes forladelse" i "Jesu navn". Hvis man kunne gøre dette på den dertil særlig foreskrevne måde, kunne man altså blive "frelst" eller befriet for eftervirkningerne af sine ugerninger eller ukristelige væremåde. Det blev altså indøvelsen af denne bøntilstand, suppleret af nadverens sakramente, der skulle give den angrende "synder" "syndsforladelse" og derved blev det primære i det "kristne" menneskes indstilling til den manglende kristendom i dets væremåde.

Forrige

Næste