Det levende væsen igennem forgården, det hellige og det allerhelligste
2075. Vi har således her set livstemplet bekræftet i en ny form, idet den sekundære virkelighed, altså den materielle eller fysiske verdens former og ting, udgør det "hellige", medens den primære virkelighed, livsmysteriets løsning eller den psykiske verden bag nævnte former og ting, udgør det "allerhelligste".Men fra det hellige udskiller sig jo "forgården", der her kan udtrykkes som det område, der udgør den kosmiske babybevidsthed, hvilket vil sige: plante- og dyrebevidstheden.Og der, hvor mennesket begynder at forstå, at der er en højere virkelighed bag den fysiske virkelighed, der begynder "det hellige."Og der begynder væsenerne at blive livstemplets præster for derefter at udvikle sig videre til ypperstepræster, der har adgang til "det allerhelligste" én gang om året.Dette symboliserer i virkeligheden væsenernes begyndende oplevelse af "kosmiske glimt" for derigennem at vænne sig så meget til disse, at de senere permanent vil kunne leve i "det allerhelligste", hvilket igen vil sige: permanent at kunne leve i kosmisk bevidsthed, permanent at kunne leve i "den hellige ånd".