Det primitive menneskes opfattelse af ophavet til naturen eller livet er nærmere sandheden end det materialistiske menneskes opfattelse af de samme foreteelser
2086. Her kræves der ingen særlig udviklet intelligens for at kunne erkende, at slutfacittet eller hovedanalysen af et hus, et møblement, en maskine, en klædning etc. ikke er denne, at de hver især vejer så og så meget eller indtager den eller den størrelse, er så og så gammel.Hovedanalysen her er derimod dette, at disse foreteelser ikke er lavet for blot og bar målenes og vægtens skyld, men hver især er blevet til for at opfylde et formål for levende væsener.De udgør "livsudtryk".De har kun kunnet blive til ved forudgående tænkning og i ønsket om, at de skulle opfylde særlige formål.De udgør således som nævnt "livsudtryk" rent bortset fra deres materielle struktur eller tids- og rumdimension.Tids- og rumdimensionen kan således aldrig i noget som helst tilfælde være hovedanalysen af en skabt tings forekomst.Dens slutfacit eller hovedanalyse eksisterer kun i form af "livsudtryk", hvilket igen vil sige, i form af en tilkendegivelse eller afsløring af et "levende, tænkende noget".Når det primitive menneske tror, at hele verdensaltet styres af guder eller en guddom, der sidder et sted oppe i himlen og ser sådan eller sådan ud i rent legemlig form eller skikkelse, er det også overtro, men denne er ikke nær så langt fra sandheden som den materialistiske videnskabsmands gudløse opfattelse.Alle naturens processer ender altid uundgåeligt i et slutfacit, der er til glæde og velsignelse for levende væsener.Denne kærlighedsmanifestation bag naturen eller verdensaltet, som vi allerede er godt kendt med, gør et forsyns eller en levende, alkærlig guddoms eksistens til kendsgerning.Og med denne kendsgerning som fundament for sind, tanke og praktisk væremåde kan vi nu tåle at blive stedet ansigt til ansigt med dette kærlighedens ophav eller alle levende væseners evige Fader i livstemplets allerhelligste.
Tilbage til forsiden
Forrige