Guddommen fortæller gudesønnen om dennes krig med sit makrovæsen og den heraf udløste standsning af sønnens videre udvikling af krigen og det dræbende princip
2090. "Og med det førangivne tempo," vedblev den guddommelige Fader, "blev du og dine lige i stand til også her at lade naturen kæmpe for jer.I skabte atombomber og brintbomber eller midler, ved hvilke I blev i stand til på et øjeblik at kunne udslette en millionby med dens mennesker og kulturgoder.Og herved nåede I jeres livs mentale vintersolhverv.Ved denne jeres geniale evne til at mangfoldiggøre overtrædelsen af livets største bud, "du skal ikke dræbe", nåede I frem til ikke alene at dræbe jeres medvæsener, mennesker, dyr og planter, men I kom også ved denne jeres overdimensionerede drabsevne til at gøre livsfarlig skade på den verden eller klode, der var fundamentet for jeres fysiske tilværelse.I blev sabotører af den organisme, i hvilken I selv blot var små celler.Her måtte I nødvendigvis møde jeres fysiske undergang.Her måtte I opleve jeres livs største erfaring, denne, at med ondt kan man ikke beskytte sig imod ondt.Hvad skal den lille celle stille op imod et makrovæsens vilje og jeg? –Det, makrovæsenet opdager, der er til gene for det i dets organisme, vil det selvfølgeligt bekæmpe, ligesom I bekæmper det, der fremkalder sygdomme i jeres organisme.Og på grundlag heraf kom I i kamp med en ny fjende, altså en fjende, der er millioner af gange større og stærkere end de fjender blandt menneskene, I ville bekæmpe eller udrydde.Du oplevede således her, at der ikke findes krigs- eller drabsmidler af en sådan natur, at de kan blive en virkelig varig beskyttelse imod krig, had og forfølgelse.Ved enhver udvidelse af krigs- og drabsevnen og de heraf følgende dødbringende manifestationer overfor din næste, kunne du ikke undgå at skabe læderinger eller sår i makrovæsenets organisme, thi dine medvæsener såvel som du selv er jo celler i nævnte organisme.Og jo flere menneskeliv og andre former for liv du saboterede eller ødelagde, desto større sår eller læsioner frembragte du i makrovæsenets organisme.Her nyttede det absolut ikke, at du hævdede, at denne din handlemåde var i nødværge eller forsvar, eller det var en retfærdig gengældelse eller straf for drab og skændsler, dine fjender havde begået overfor dig.Sår, du havde voldt i makrovæsenets organisme, var ikke mindre farlige af den grund.Og makrovæsenet måtte uafhængig heraf bekæmpe dig, thi intet er mere skadeligt for en organisme end dette, at dens normale celler eller mikrovæsener bliver afsporede og begynder at sabotere og nedbryde dens struktur ved indbyrdes at dræbe eller ødelægge hinanden.Enhver sådan farlig celle eller en sammenslutning af sådanne farlige mikrovæsener vil uundgåeligt blive bekæmpet af makrovæsenet.Makrovæsenet blev således din sidste og absolut uovervindelige "fjende".Her måtte du kapitulere og erkende, at en mord- og drabsevne aldrig nogen sinde kan blive en virkelig beskyttelse, thi jo større og mere effektiv den er, desto hurtigere og sikrere hidkalder den makrovæsenet – ikke til hjælp for dig, – men til hjælp og beskyttelse for det liv, du forfølger eller ønsker at dræbe i makrovæsenets organisme.Og her kom du efterhånden til at lære, at din drabs- og forfølgelsesgenialitet i virkeligheden aldrig nogen sinde har været og aldrig kunne blive andet end den virkelige årsag til dit fordærv, din ulykkelige skæbne, din dommedag, dit ragnarok eller helvede."
Tilbage til forsiden
Forrige