2091. Og Gud talte videre til sin hjemkomne søn og indviede ham i hans indre mentale forvandling: "Samtidig med at du blev mere og mere genial til at myrde og udslette mennesker, begyndte der i dit indre at opstå svage tendenser i retning af antipati imod at dræbe. Du fik efterhånden sværere og sværere ved direkte at myrde dine fjender. Det blev efterhånden således, at du simpelt hen ikke rigtig kunne nænne direkte at dræbe, lemlæste og ødelægge. Men de nye geniale krigsmetoder satte dig i stand til at dræbe dine fjender helt udenfor din egen synsvidde, således at du ikke kom i direkte håndgribelig kamp med dem mand imod mand således som forhen i din primitive tilværelsesepoke som menneske. Grundet på, at man blev i stand til at føre krigen på afstand, ja helt udenfor synsvidde, kunne du endnu et stykke tid være med til at udløse krigens dødbringende helvede over dit samfunds "fjender", hvilket vil sige mennesker, som du i dit eget indre i virkeligheden slet ikke følte noget fjendskab imod, mennesker, som du personlig aldrig havde mødt, og som du aldrig nogen sinde personligt har haft noget udestående med, og som derfor aldrig kan have gjort dig noget. Men i den moderne kamp ser du ikke dette dit offer. Du ser ikke hans lemlæstelse og hører ikke hans dødsskrig, ligesom du heller ikke kommer i berøring med den ulykkelige atmosfære af sorg og bekymringer, som du samtidig udløser over hans pårørende, hans familie, ægtefælle og børn, venner og bekendte. Du måtte derfor selv tilsidst igennem katastrofens helvede. Dine fjender kunne også sætte selve naturens kræfter til at udslette eller lemlæste dig eller dine kære. Derved blev din frygt nu ført frem til kulmination. Du troede stadig, krigen var det eneste middel, ved hvilket der kunne skabes fred på jorden. Opildnet af dit samfunds flokbevidsthed eller flertallets suggererende magt troede du, at fredens grundpiller var overlegenheden i at kunne myrde, dræbe, lemlæste og ødelægge. I din naivitet og uvidenhed og på trods af en svag samvittighedens røst fra dybet af dit indre: "Du skal ikke dræbe – elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder ..." gik du med til at mangfoldiggøre det dræbende princip i stedet for at fjerne det fra din bevidsthed. Du blev en større og større sabotør af det liv, du for enhver pris i virkeligheden ville beskytte. Den fred, du troede at skabe ved krig, blev en tilværelse som på en vulkan. Forfølgelse, død og undergang lurede på dig alle vegne. Tryghed, fred og virkelig livslyst var længere borte fra din vej end nogen sinde. Du vandrede selv i den sorgens og lidelsernes zone, du så overlegent havde bragt andre ind i. Og her bristede illusionen om at skabe fred ved krig. Og med denne opdagelse havde du nu kun én eneste udvej tilbage, nemlig den, at fjerne krigen fra hele din tankesfære og væremåde. Og her svandt således de sidste rester af det fata morgana, der fik dig til at tro, at du, ved ikke at kæmpe imod dine fjender, var prisgivet dem. Her begyndte du at ligge under for din, igennem dine hidtil overståede lidelser, udviklede kærlighedsevne. Du kunne simpelt hen ikke mere nænne at dræbe eller myrde. Du ville hellere finde dig i en fornærmelse end at gøre ondt imod din næste, ligegyldigt hvad denne så end måtte have gjort imod dig. Og her begyndte du at vinde den sejr, du tidligere troede at kunne vinde ved din krigeriske eller morderiske væremåde. Og her begyndte din menneskelige intellektualitet, som tidligere kun havde været indstillet på teknik eller materiel viden og kunnen, nu at gøre sig gældende. Og du begyndte at tilegne dig en videnskab i væremåde, ligesom du før havde tilegnet dig en videnskab i din materielle kunnen. Din mentale indstilling til omgivelserne blev derved mere og mere ren og fri af det dræbende princip. Du nænnede heller ikke mere at dræbe dyrene. Og din begyndende højere intellektualitet viste dig, at den animalske føde, kød, blod og fedtstoffer ikke blot ikke var føde for mennesker, men var endog skadelige og langsomt virkende, dødbringende eller sygdomsbefordrende stoffer for disse væsener. Du så, at den normale og virkelige føde for mennesket udelukkende kun kan være de vegetabilske produkter. Ved disse produkters anvendelse til ernæring sker intet smerte- eller frygtbefordrende drab. Planten kan ikke føle legemlig smerte eller lidelse og kan som følge heraf heller ikke føle nogen som helst angst eller frygt, således som tilfældet er med dyrene, der forfølges og dræbes. Ved overgangen til den vegetabilske kost på grund af, at du ikke nænnede at dræbe dyrene, gjorde du dig således helt fri af de sidste rester af det dræbende princips tendenser i din mentalitet og den deraf følgende drabskarma eller smertefulde og åndsforvirrende skæbne. Og med denne udrenselse eller frigjorthed af det dræbende princip begyndte du for alvor at mærke min nærhed. Du begyndte at opdage, at det, du tidligere søgte på bjergenes tinder og i havenes dyb, det du søgte i polernes isterræner og i tropernes brændende ørkener, det du søgte i bøger, blade og undervisning, det du søgte i himlens stjerner og solbyer, det du søgte i atomernes og elektronernes mikroverden, ja det, du ønskede at se i din næste, men som du først nu har fundet, i virkeligheden var mig, din evige Fader, og hvorved du blev vågen dagsbevidst i din egen høje identitet som min evige og udødelige søn. Efter at du blev bevidst i denne din længsel, gik det hurtigt fremad, og nu er du vågen dagsbevidst her hos mig i livstemplets allerhelligste."