Martinus: Livets Bog, bind 6, stk. 2097

2097. Den betagede gudesøn lyttede videre til den Almægtiges røst: "Gennem foranderligheden omdannes bevægelsen til en anden art bevægelse, der atter forvandles til en ny bevægelse, som igen forvandles og således fortsættende. Det er denne bevægelsesforandring, vi kalder "skabelse". Hver af disse bevægelsesforvandlinger har altså en begyndelse og en afslutning, ligesom de også skal have plads. Derved opstår tid og rum. Men da forvandlingen er det samme som tankefunktion, begær- og viljeudløsning og dermed afslørende et ophav, hvem kan dette ophav da være andet end dit og mit jeg? – Hvad skulle ellers sætte forvandlingen i gang? – Bevægelsen, hvilket vil sige, tanke-, begær- og viljesudløsning, kan kun eksistere i kraft af et ophav. Dermed ser du, hvorledes vi, du og jeg, i kraft af vort jegelement er det primære i tilværelsen. Uden dig og mig var der ingen tilværelse, intet verdensalt, ingen solbyer eller mælkeveje, ingen kloder eller planeter, ingen organismer, ingen dyr eller planter, ja, ikke en eneste manifestation eksisterede, og dermed var livets oplevelse således en umulighed. Nu ser du her på livets tinder, hævet over tid og rum, hvorledes du er ét med mig, er ét med almagten, alvisdommen og alskabelsen. Du har set, hvorledes vi skaber tiden og rummet, hvorledes vi skaber former og ting, alt ved vor viden, alt ved vor viljes magt, alt ved vort begær og ønske."

Forrige

Næste