Livets Bog, bind 6
Gennem mineralriget til planteriget
2111. Det hed videre i den guddommelige åbenbaring: "Igennem ovennævnte kommer vi her til livsoplevelsens minimum. Her er livsoplevelsen i den ydre verden blevet til en søvn. Det er denne søvn eller bevidstløse tilstand, vi finder overalt i mineralmaterien. Intet væsen kan blive vågen dagsbevidst i denne materie. Det er derfor, at du kan klippe i dine negle, klippe dit hår, uden at du overhovedet kan mærke det. Men bag mineralmaterien eksisterer livet ligeså godt, som det eksisterer bag den vegetabilske og animalske materie. Men her foregår livsoplevelsen i væsenets indre verden, den verden du har lært at kende som salighedsriget. I denne indre verden har det levende væsen ingen som helst bevidst forbindelse med nogen eller noget i den ydre verden. Det lever udelukkende i genoplevelsen af den ydre verden i form af sine erindringer. Det kan altså her kun opleve det, det allerede har oplevet i nævnte ydre verden og ikke noget som helst andet. Dets dagsbevidsthed er altså afskåret fra alt og alle i den ydre verden. Vi skal senere, du og jeg, dvæle lidt i denne indre verden, så vi sammen kan nyde kulminationen af dens overjordiske livsform eller det salighedseventyr, jeg har beredt for de levende væsener i denne del af deres livsepoke. I denne indre eventyrverden levede du og alle de andre af jordens væsener, medens denne gennemgik sin tilblivelse på det fysiske plan, sine vulkanske stadier, sin afkølingsproces og atmosfæredannelse og nåede frem til den epoke, i hvilken de første mineralmaterier var blevet så udviklet, at ånd eller bevidsthed kunne begynde at inkarnere i den. Denne inkarnation af ånd i materien forvandlede den til vegetabilsk materie, hvilket vil sige: til begyndende levende organismeformer, der tilsammen danner det, vi kalder planteriget."