2117. Guddommen forklarede videre for sin elskede søn: "I sådanne tilfælde, hvor undergangen af en organisme opstår på grund af, at dens ophav har sat livet til, hvilket altså vil sige: sat organismen til, for at redde andre væseners organisme fra lidelse og undergang (døden eksisterer jo ikke, kun organismernes undergang eksisterer, organismens ophav eksisterer videre som levende væsen), er denne handling udtryk for den allerhøjeste opfyldelse af kærlighedsloven. Det er den kærlighed, Kristus taler om der, hvor han siger: "Jeg er den gode hyrde; den gode hyrde sætter sit liv til for fårene". – "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen. Dette bud modtog jeg af min Fader." – "Ingen har større kærlighed end denne, at en sætter sit liv til for sine venner." – Du ser her, min elskede søn, hvorledes Kristus, denne min anden højtelskede søn og tredobbelt indviede sendebud til jorden, ved denne sin mission, som jeg havde givet ham, stadig befandt sig i de dødbringende lidelsers område. Du ved, fra din kristne børnelærdom, hvorledes han blev hånet og spottet, torteret og korsfæstet og således gennemgik en af tilværelsens mest rædselsfulde og grusomste former for kropslig undergang. Det var en skæbnetilstand så smertefuld, at selv den værste såkaldte tyran, bandit eller forbryder ikke ved nogen som helst ond eller grusom handling kunne have fremkaldt en værre skæbne over sig selv. Og dog var denne min elskede søn, dette mit tredobbelt kosmisk indviede sendebud i verdensgenløsningens tjeneste identisk med "det fuldkomne menneske i mit billede efter min lignelse". Årsagen til denne hans kropslige lidelsestilstand og undergang var ikke primitivitet, uvidenhed eller underudvikling således som hos det uindviede eller såkaldte "onde" menneske. Årsagen til hans lidelser var netop udelukkende den kærlighed, i kraft af hvilken man ikke viger tilbage fra at ofre liv og førlighed, når man derved kan frelse andre fra ulykke og lidelse.
      Det er rigtigt, at i sådanne situationer, hvor et væsen giver sit liv hen for at redde andre fra lidelse og undergang og derved påfører sin egen organisme og de i denne eksisterende mikrovæsener kropslig død og undergang, overtrædes kærlighedsloven. Som du allerede har set, er en organisme et verdensalt, der i sin dybeste analyse består af mælkeveje, solsystemer og kloder og således befolket med myriader af levende væsener. Da en overordentlig stor del af disse levende væsener har animalske organismer, har de vågen, fysisk dagsbevidsthed og kan føle smerte og lidelse. En organismes lædering og undergang er således en verdenskatastrofe, et ragnarok eller helvede for dens myriader af mikrovæsener. Ved Jesu korsfæstelse blev hans organismes mikrovæsener altså påført et sådant ragnarok eller helvede. Hvordan kunne nu et så kærligt og tredobbelt indviet væsen som Kristus påføre sine mikrovæsener en så grusom tilstand? – Ja, min kære søn, her er der en situation, du må lære at kende. Det er rigtigt, at dette at påføre sin organismes mikrovæsener et sådant helvede er en overtrædelse af kærlighedsloven overfor nævnte væsener. Men det kan i visse tilfælde være en større overtrædelse, hvis et væsen ikke tør vove sit liv for at redde andre. Det kan nemlig betyde sorg og ulykke for mange andre medvæsener. Hvis et menneske, der kan svømme, roligt og koldt ser på, at et andet menneske drukner, og ikke gør noget som helst forsøg på at redde det, risikerer det ganske vist ikke at sætte sin egen krop til. Og det kan ikke nægtes, at dette er kærligt overfor dets mikrovæsener. Men hvordan med kærligheden til den næste, som han lader drukne? – Det er her åbenlyst, at han ikke elsker ham således, som han elsker sig selv. Men da lovens totale opfyldelse kun eksisterer der, hvor man elsker sin næste, som man elsker sig selv, har han på grund af sin kærlighed til sin organisme, hvilket vil sige til sig selv, ikke opfyldt livsloven. Kun den kærlighed, i kraft af hvilken man vover livet for andre, eller hellere selv vil lide, end at man vil have, at andre skal lide, kan være ét med den alkærlighed, hvormed jeg opretholder alle de forskellige kosmos i verdensaltet og den hertil knyttede urokkelige lykke og salighed, hvormed livet udtrykkes og opretholdes i de højeste verdener eller sfærer i mit evige rige."