2118. Den guddommelige faderlige røst forklarede videre den højeste visdom:
"Foreløbig vil du måske synes, at der er noget ufuldkomment ved livsloven, når et menneske kan miste livet ved at redde andre fra lidelse og undergang.
Jeg vil derfor gerne her endnu engang, min kære søn, indvi dig i, hvorledes denne handling, der netop er udtrykt som den højeste eller største kærlighed, ja, som selve livslovens opfyldelse, kan afføde en så drastisk, skæbnemæssig virkning.
Du må her erindre, hvad du allerede tidligere har oplevet, at det ikke er livsloven, der er ufuldkommen, den fordrer jo, at alle skal elske alle.
Det er derimod, i de givne situationer, tilværelsesplanerne, der er ufuldkomne, ufærdige eller underudviklede.
Du ved, at væsenerne først kan opnå fuldkommenhed igennem en lang vækst eller udvikling fra primitivitet til højintellektualitet, der igen er det samme som kosmisk bevidsthed, opnået ved "den store fødsel", som du lige har gennemgået.
Formålet her er netop udviklingen af den kærlighed, i kraft af hvilken man hellere selv vil lide, end at man vil have, at andre skal lide.
I de højeste zoner, hvor alle elsker alle indtil en sådan grad, at de hver især udgør mit fuldkomne billede i alle tre kosmos, hvilket altså vil sige: i mikrokosmos og makrokosmos såvel som i mellemkosmos, kan der ikke eksistere nogen som helst livsfare.
Her er der ingen at redde fra ulykke eller undergang.
Her kan ingen komme til at sætte livet til for at redde andre.
Her eksisterer kærligheden som selvfølgelige naturlige anlæg, der udløser sig i, at absolut alle tjener alle, alle skaber behag og glæde for alle i den kærlige udfoldelse, der kun kan afføde den højeste inspiration og livslyst for alle.
De, der er nået frem her til dette plan, kan således som nævnt umuligt komme i livsfare, ulykke og lidelse.
Men denne tilstand, et så ophøjet livspanorama som det, der her udfolder sig, og som du nu med mig er på vej ind til, ville være en total umulighed, hvis ikke livsloven netop fordrede kulminationen af kærlighed som den allerhøjeste livsbasis."